← Alle dokumenter fra Arkivsamvirket

Generalforsamlinger · 2015

Beretning for 2015

PDF · 2 sider · Kilde: Arkivsamvirket Varde

Download original (PDF)Åbn original i nyt vindueSe kilden

Hvis dokumentet ikke vises i din browser, kan du åbne eller downloade originalen ovenfor.

Læs dokumentets tekst

Teksten er udtrukket automatisk. Se originalen for tabeller, underskrifter og den oprindelige opsætning.

Beretning 2015 for Arkivsamvirket i Varde Kommune. Bilag1

Jeg vil gerne starte med at takke alle arkivmedarbejderne i de 18 arkiver i Varde Kommune og
mine kollegaer i bestyrelsen Herman Hansen næstformand, Lissi Møller Kristensen sekretær, Ole
Kiilerich Christensen kasserer, og Karsten Madsen for et godt og konstruktivt samarbejde i
arbejdsåret 2015.

Nu er det jo også lettere at have de venlige miner på i medgangstider end i modvind, og 2015
blev et godt år med medvind for arkiverne og dermed også for arkivsamvirket.

Arkibas 5 blev implementeret på arkiverne. Succesfuldt vurderer jeg. En markant forøgelse af
indtastningskapacitet, men også af edb registreringernes kvalitet. Et fleksibelt system, der kan
bruges overalt, blot der er adgang til en computer med Internet.

Tidligt i 2015 gik SLA i luften med en fælles hjemmeside www.arkiv.dk indeholdende alle de
mere end 550 lokalarkivers indtastede registreringer. Dette må betegnes som intet mindre end et
kvantespring for arkivernes synlighed i det offentlige rum. Specielt den store billedmasse vækker
glæde og begejstring rundt omkring i landet.

Også i 2015 har mange arkivmedarbejdere været på kursus. SVAs kurser ledet af vor konsulent
Richard Bøllund er blevet flittigt besøgt,. Det er væsentlig for vort faglige niveau, at vi løbende
bliver opdateret indenfor vort interesseområde – lokalarkiver – Bliv endelig ved med det.

Fra 2016 skal der for første gang betales afgift til CopyDan for de billeder, som i 2015 var lagt
op på vor fælles hjemmeside. For Arkivsamvirket i Varde beløber det sig til cirka kr. 5.000, og
beløbet vil stige over de kommende år. Bestyrelsen arbejder på at få afklaret, om Varde
Kommune vil anse opkrævningen som en del af Arkibas licensen, som kommunen betaler, eller
om arkiverne selv skal betale merudgiften.

Vore 18 arkiver er bemandet med engagerede og entusiastiske medarbejdere med mange
forskellige baggrunde. Det giver mangfoldighed med så broget en skare. Men fællesnævneren er
lyst og vilje til at videreudvikle vore lokalarkiver.

Vore arkiver har fornuftige fysiske rammer til deres aktiviteter.

Dette kan vi primært takke Varde Kommune for, og så får vi se, hvilke udfordringer fremtiden
vil bringe på dette område, men den tid der er gået godt, kommer jo som bekendt aldrig skidt
igen

Administrationen på kommunen formidlede i 2015 en kontakt til et firma med 11
overskydende computere. Disse blev ved lodtrækning fordelt og fungerer til alles tilfredshed.

Lokalarkiverne er vigtige institutioner i nærområderne. Det ses af den store lokale opbakning
som støtteforeningerne har. Sammen med Ældre Sagen er vi vist antalsmæssigt de største
folkelige organisationer – selvfølgelig i konkurrence med gymnaster og fodboldspillere, men de
er ovre i en anden boldgade/kategori.

Netop bidrag fra støtteforeningerne og anden lokal økonomisk opbakning giver os mulighed
for at udfolde os, på det niveau vi gør. Det kommunale tilskud er et godt fundament under vor
virksomhed, men når der skal ske noget udover” at komme og gå”, så må der flere midler til. Og
det kommer der. Det er beviset for, at vort arbejde og tilstedeværelse bliver værdsat og har
betydning.


Beretning 2015 for Arkivsamvirket i Varde Kommune. Bilag1

Arkivsamvirket har holdt det antal bestyrelsesmøder, som var nødvendige. Vor repræsentant i
Museet for Varde By og Omegn er blevet Karen Riisager fra Varde, og hun vil under eventuelt
fortælle kort om arbejdet.

Samvirket får igen en løbende strøm af byggetilladelser og oplysninger om nedrivning fra
kommunen. De tilgår formanden, som så videresender disse til de berørte lokalarkiver.

Der er på opfordring blevet etableret to ERFA grupper. En for SLAs hjemmesidesystem og her
er der holdt 2 møder. Det seneste med vor konsulent Richard Bøllund som deltager, og denne
gruppe vil fortsætte. En anden gruppe for filmoptagelser. Her er der holdt et møde ude ved Niels
i Skovlund, og gruppen er ikke nedlagt, men er i en afventende position.

Vi fik også afviklet et efterårsmøde. Det store fremmøde i Ølgod viser, at efterårsmødet er
relevant for os. Desværre levede vor eksterne foredragsholder ikke op til, hvad man med
rimelighed havde kunnet forvente. Ærgerligt, men måske tager samvirket emnet – gårdhistorie
på nettet – op igen. Personligt er det noget, der optager mig meget.

På efterårsmødet blev årbogen Vestjydske Fortællere promoveret. Det er en årbog, som bliver
solgt i over 1.500 eksemplarer i vort område. Bogen er en perfekt platform og mulighed for, at
lokalarkiverne kan få spændende og interessante personhistorier ud til en større offentlighed.
Dead line for 2017 udgaven er vist 1. maj 2016.

SVA Sydvestjyske Arkiver har udsendt en ny vejledende prisliste, og det er bestyrelsens
opfattelse, at det er et udmærket arbejdsredskab og at vi fremtidig bør bruge den.

Jeg vil også orientere om et dialogmøde med udvalget for Kultur og Fritid som arkivsamvirket
var inviteret til her i marts måned 2016.

Herman Hansen og jeg repræsenterede samvirket og alle kulturudvalget syv medlemmer var til
stede sammen med to ledende kommunale embedsmænd.

Efter en orientering fra min side – med stort set samme indhold som årsberetningen – var der
fokus på emner, som udvalget også ønskede drøftet.

Det var digitaliseringens betydning for arkivernes arbejde, arkivernes synlighed samt
arkivernes forhold til den nye overordnede vision for Varde Kommune ”vi i naturen”

I særdeleshed punktet med Varde Kommunes vision havde udvalgets store bevågenhed, og der
var en klar opfordring fra udvalget til arkiverne om at medvirke ved kommunens udmøntning af
denne vision i praksis.

Så det må blive noget som de enkelte arkiver, men også den kommende bestyrelse i
arkivsamvirket, skal arbejde med.

Disse var ordene i beretningen for 2015, men bestyrelsen besvarer naturligvis gerne spørgsmål
til, hvad der er sagt, eller til noget som burde være nævnt, men ikke er blevet det.

Alslev, marts 2016.

Hans Ole Villadsen
Formand, Arkivsamvirket i Varde Kommune

Spørg Pulsen