Danske sangskatte swinger i Tinghøj
Jazz med To inviterer til gratis koncert med velkendte melodier og fællessang 29. oktober.
Jazz med To spiller dansk og hylder danske sange og melodier
Torsdag den 29. oktober kl. 19.30 spiller Jazz med To i Tinghøj Fest- og Kulturhus. Koncerten er en del af Spil Dansk-ugen.
Duoen inviterer publikum med på en musikalsk rejse gennem nogle af de mest elskede danske sange og melodier. Repertoiret spænder fra Kai Normann Andersen, Aage Stentoft og Leo Mathiesen til Bent Fabricius-Bjerre, John Mogensen og Bjarne Liller.
De velkendte melodier fremføres med energi og spilleglæde, og en anekdote eller to binder koncerten sammen. Publikum kan se frem til en underholdende oplevelse med rig mulighed for at synge med, mens de gode minder vækkes til live.
På scenen står trompetisten, sangeren og entertaineren Søren Peter Frøsig sammen med pianisten Brian Svendsen. Begge har mange års erfaring fra den traditionelle jazzscene og spiller med glæde, engagement og et smil på læben.
Der er gratis adgang, og der kan købes kaffe og andre drikkevarer. Publikum opfordres til at komme i god tid.