Lokale kræfter vil bevare Sognelunden
En initiativgruppe undersøger muligheden for at købe Sognelunden og omdanne plejecentret til et friplejehjem.
Kan vi sammen gøre Plejecenter Sognelunden i Agerbæk til et friplejehjem?
En initiativgruppe bestående af lokale borgere, pårørende og Sognelundens venner er gået sammen for at undersøge, om det er muligt at købe Plejecenter Sognelunden og omdanne det til et friplejehjem.
For mange er Sognelunden mere end en bygning. Det er et sted, der forbindes med tryghed, nærvær og mennesker, man holder af. Derfor ønsker vi at undersøge, om vi kan finde en vej til at bevare Sognelunden som et nært og omsorgsfuldt plejetilbud med mennesket i centrum.
Et levende lokalsamfund skal kunne rumme mennesker i alle livets faser – også når vi bliver gamle og får brug for hjælp. Her i Agerbæk har vi et fantastisk hold af frivillige, som tager deres tørn for at give de ældre livskvalitet og indhold i hverdagen.
Vi kan ikke på den ene side tale om at styrke bosætningen og udviklingen i Agerbæk og på den anden side fjerne noget så vigtigt som plejehjemmet, der er med til at skabe tryghed og liv i byen. En lukning vil svække sammenhængskraften og forbindelserne mellem byens aktører, og konsekvenserne rækker langt ud over de 25 plejehjemspladser.
Det rammer blandt andet det lokale forretningsliv, foreningslivet, lysten til at bosætte sig i byen og byens udvikling.
Vi ved, at det er en stor opgave at etablere et friplejehjem, og at der ikke findes nemme svar. Ved et eventuelt køb skal vi sikre finansieringen og organisere driften, så økonomien hænger sammen. Vi skal også undersøge, om der vil være et tilstrækkeligt antal beboere og ansatte. Det kræver grundige undersøgelser, professionel rådgivning og et stærkt lokalt engagement.
I Filskov fandt lokale kræfter for nogle år siden en vej til at omdanne det lokale plejehjem til et friplejehjem. Det viser, at lokale initiativer kan skabe nye muligheder, selv i en by, der kun er cirka halvt så stor som Agerbæk, når mennesker står sammen om noget, der betyder meget for dem.
Vi ved endnu ikke, om vi kan realisere projektet. Men vi mener, at Sognelunden fortjener, at vi undersøger mulighederne grundigt. Vi håber, at det fører til en løsning, så vi kan bevare Sognelunden.
Vi mangler stadig mange svar fra Varde Kommune, blandt andet på følgende spørgsmål:
- Hvad er prisen for Sognelunden?
- Hvornår kan vi tidligst overtage Sognelunden?
- Hvilke vilkår gælder ved overtagelsen?
Disse og flere andre spørgsmål skal afklares.
Borgermødet den 29. oktober 2026 er et vigtigt første skridt. Her kan vi sammen blive klogere på mulighederne og undersøge, om der er den nødvendige opbakning og tilstrækkeligt med kræfter blandt borgere, pårørende og andre interesserede til, at vi i initiativgruppen kan arbejde videre.
Vi håber, at mange vil møde op den 29. oktober kl. 19.00 i aulaen på Agerbæk Skole. Ikke fordi alle svarene allerede findes, men fordi vi sammen kan begynde at lede efter dem.
Venlig hilsen
Initiativgruppen for »Bevar Sognelunden«