Sport

Optakt Varde IF vs Rask Mølle

Varde IF vs Rask Mølle 14. maj kl. 13:00 på Vestjysk Bank Stadion.

Kr. Himmelfartsdag tager Vardes JS-hold fat på returopgørene, hvor holdet i 8. spillerunde møder oprykkerne fra Rask Mølle. Der er kampstart på Vestjysk Bank Stadion kl. 13:00.

Pointshøsten efter de første 7 runder har været beskedne 8 points, hvilket er i underkanten af det godkendte. Kigger man tilbage på de spillede kampe burde holdet vel have haft et par points mere, hvor især hjemmekampen mod Horsens Freja skulle have affødt 2 points mere, men hvor man glemte at lukke kampen, selv om mulighederne var til stede. Derimod var holdet ikke i nærheden af at hente points i de 3 kampe, der alle endte med nederlag mod henholdsvis Aabyhøj, FC Sønderborg og Gauerslund. Disse 3 hold indtager da også de 3 øverste pladser i puljen.

De 8 points betyder, at holder lige netop er placeret over nedrykningsstregen med 1 point ned til både Horsens Freja og Rask Mølle placeret under stregen. Derfor er der også næppe tvivl om, at der skal hentes flere end 8 points i returopgørene, hvis JS-status skal bevares.      

Kampen mod Rask Mølle er derfor én af de kampe, der meget gerne skal vindes. Gæsterne kommer dog med en succeshistorie i bagagen, da holdet i sidste weekend lidt overraskende slog FC Sønderborg med 3-2 på udebanen i Guderup på Als.

Den omvendte kamp i sæsonpremieren i Rask Mølle sluttede 3-3, hvor holdene havde hver deres halvleg. Varde fik en kanonstart med en 2-0 føring efter godt 10 minutters, men resten af halvlegen forløb helt og aldeles på hjemmeholdets præmisser med meget direkte spil, og det lykkedes fortjent holdet både at udligne og bringe sig foran 3-2 inden pausen.

I 2. halvleg lykkedes det i langt højere grad Varde holdet at spille uden om modstanderne og undgå de fysiske dueller og samtidigt blev 2. boldene i langt større udstrækning vundet. Det lykkedes da også at få udlignet til 3-3, hvilket var et meget passende resultat, selv om begge hold havde chancer til et sejrsmål i slutfasen.

Der er 3 ændringer i den udtagne trup i forhold til kampen mod FC Horsens. Malte Liestmann og Simon Jelstrup er tilbage efter en enkelt kamps fravær og desuden er der sæsondebut til Lasse Henneberg Kristensen. Ud glider Kristian Kristoffersen, Emil Kehlet og Kasper Nielsen.

Vardes trup har følgende udseende: Oliver Bebensee, Emil Falk, Mads Falk, Emil Kristensen, Malthe Liestmann, Simon Jelstrup, Frederik Lyst, Nicolaj Andreasen, William Østergaard, Lasse Klemensen, Simon Riber, Jonas Christensen, Jonas Meyer og Lasse Henneberg Kristensen.

Den 13. maj 2026 af Ejgil Gammelgaard


Se kampprogram her 

Se stilling her

KildeRuban.nu
Gå til kilden
Spørg Pulsen