Varde hænger fortsat på i Danmarksserien efter lørdagens sejr over Hedensted. Vinder Varde de sidste to kampe, og taber Dalum samtidig sine sidste tre kampe, kravler Varde lige nøjagtig op over nedrykningsstregen på bekostning af Dalum. Så håbet lever endnu; de to hold mødes i næste runde i Dalum og taber Dalum i dagens kamp mod Ringkøbing er der lagt op til en rigtig gyser næste weekend.
Det var en hård nød at knække for træner Kasper Køhlert, da han op til sæsonstart måtte se sit hold miste ikke mindre end 15 førsteholdsspillere. Det tog også hele efterårssæsonen at få spillet den nye unge trup sammen, og holdet hentede kun 5 point i alt i efteråret.
Men her i foråret er det rigtigt begyndt at ligne noget for holdet. Kun to nederlag, 14 point i otte kampe og ubesejret i de sidste 5 kampe. I gårsdagens kamp mod Hedensted IF, der i øvrigt trænes af tidligere Superliga-spiller og træner Johnny Mølby, var Varde bagud ved pausen med 0-1. Men på mål af Mads Falk Hansen og Nicolai Andreasen i anden halvleg, hev holdet endnu en flot sejr i hus på en toptrimmet bane på Vestjysk Bank Stadion.