Energinet er gået i gang med en 500 meter lang underboring ved Skjern Å. Arbejdet er en del af et nyt 150 kV jordkabelanlæg mellem højspændingsstationerne Lem Kær og Stovstrup. Den samlede kabelstrækning er 27 kilometer.

Underboringen bliver udført nu, inden Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturstyrelsen planlægger at omlægge området ved Skjern Enge til vådområde. Energinet oplyser, at boringen skal gå 14 meter under åen for at komme dybt nok ned og mindske risikoen for, at boremudder siver ud i vandet.

Ifølge Energinets seniorprojektleder Mads Andersen var planen oprindeligt at underbore en kilometer ved Skjern Enge og under åen. Ved at udføre arbejdet nu kan Energinet nøjes med at underbore 500 meter ved åen. De resterende 500 meter skal kabellægges i rør under engen, inden arealet omlægges til vådområde.

Arbejdet udføres af Energinets entreprenører Arkil og Villy Poulsen. Underboringen ventes færdig i starten af december 2026. Selve jordkabellægningen begynder efter planen i maj 2027.