Bente og jeg var på en miniferie med to overnatninger i Hanstholm. Vejlerne og fuglelivet der, var målet for turen, men vi så også så meget andet. Ofte er det de små overraskende oplevelser, der huskes bedst. Her er en lille fortælling fra turen.
Ved Oddesundbroen, så vi et lille rundt tårn og blev nysgerrige. Vi drejede fra vejen og stod snart ved tårnet. Vi gik rundt om det for at finde indgangen, og det viste sig, at vi selv kunne låse tårnet op med en QR kode. Inde i tårnet var en udstilling om lokalhistorie og natur. Her læste vi om en eneboer fra egnen. Det gjorde stort indtryk, og vi vendte ofte tilbage til ham i tankerne. Så her får I også historien, skrevet efter hukommelsen:
Æ Skawmand – manden, der tog sit skab og gik
Simple living og tiny houses? Ved Oddesund var en mand langt foran sin tid. Hans hjem var et klædeskab.
I 1914 forlod Kristian Vandet Jørgensen sin hjemegn. Han var omkring 35 år, uddannet mejerist og trak afsted med et klædeskab på hjul og et håndtag foroven. Ved Nissum Bredning slog han sig ned med fjorden foran sig og lyngheden bag sig.
Bogstaveligt talt i skabet. Det blev hans hjem i næsten 40 år – til sidst under tag i et lille hus.
Om dagen stod skabet op. Her lavede han mad med lågen åben og søgte ly, når vejret bed fra sig. Om natten lagde han det ned og sov i det. Senere kom et lille kighul til – også et klædeskab kunne få forbedret udsigten. Fjorden var hans badeværelse, et fyrrebuskas hans toilet.
Rygtet gik. Der boede en mand i et skab ved stranden! Nogle modige børn måtte selv se efter, og jo, den var god nok. Med tiden blev han kendt som Æ Skawmand.
Han levede alene, men ville gerne snakke. Folk kom på besøg, nogle med lidt mad, andre med en invitation til at spise hjemme hos dem. Han tog gerne imod, men over dørtærsklen ville han ikke. Så stod han udenfor ved vinduet og spiste med. Fællesskabet kunne godt nå derud.
Lidt daglejerarbejde gav penge til det nødvendige. Hans behov var små, så der skulle ikke mange arbejdsdage til, før han havde nok.
Han havde også sine egne tanker om tilværelsen. Det fortælles, at han mente, man var født med en bestemt mængde syn, og at hans ration snart var brugt op. Om mørket i skabet skulle spare på resten, ved vi ikke. Hvorfor han havde forladt sit tidligere liv som mejerist, forblev også hans egen hemmelighed.
Pension ville han ikke tage imod. Han satte en ære i at klare sig selv. Ifølge fortællingen lod kommunen i stedet bygge et ganske lille hus til ham for de penge, han havde afslået. Men der gik flere år, før han og skabet flyttede ind.
Her fandt man ham død i 1956, 76 år gammel. Han blev begravet på Odby Kirkegård.
Der var ikke plads til gæster i Kristians hjem. Alligevel var der plads til en snak og et fællesskab ved den åbne låge.