Når Nordenskov VK tager hul på en ny sæson, bliver det med en velkendt profil i en ny rolle. Anders går ind i sit andet år i klubben, men denne gang bliver hans ansvar større. Ud over at være en vigtig spiller på banen skal han også stå i spidsen for holdets fysiske træning – en opgave, der passer perfekt til den nyuddannede kiropraktor.
Efter et år i klubben føler Anders sig godt hjemme i Nordenskov.
– Min første sæson har i høj grad handlet om at lære en ny klub og et helt nyt hold at kende. Det har været en spændende proces at finde min rolle på holdet og lære klubbens kultur at kende.
Selvom sæsonen bød på både op- og nedture, er det især de store oplevelser, der står stærkest i hukommelsen. Super Cup-turneringen viste holdets potentiale, mens de europæiske kampe mod græsk modstand blev noget helt særligt.
– Det, der gjorde størst indtryk på mig, var at se, hvordan Nordenskov kunne samle sig om kampene og gøre dem til en stor begivenhed. Selvom vi tabte, var det en utrolig spændende oplevelse at være en del af.
Der var også skuffelser. Pokalnederlaget til Køge gjorde ondt, men blev samtidig en vigtig læring.
– I de tætte kampe er det ofte de små detaljer, der afgør resultatet, og derfor skal man blive ved med at spille med tålmodighed og tro på det, man gør.
Siden sidste sæson er Anders blevet færdiguddannet som kiropraktor, og hans faglige baggrund bliver nu en endnu større del af hverdagen i Nordenskov. Han overtager ansvaret for den fysiske træning og ser det som en naturlig forlængelse af både sin uddannelse og sin interesse for sporten.
– Jeg har altid interesseret mig meget for fysisk træning. Som en lidt mindre volleyballspiller har jeg været nødt til at kompensere med fysik, springhøjde og hurtighed.
Målet er ikke kun at gøre spillerne stærkere, men også mere robuste gennem en lang sæson.
– For mig handler det om at skabe spillere, der kan holde til at træne og spille gennem hele sæsonen. Det vigtigste er, at de kan blive ved med at være til rådighed for holdet.
Samtidig glæder han sig over at kunne hjælpe sine holdkammerater med mere end blot det, der foregår på banen.
– Hvis jeg kan hjælpe spillerne med at forstå deres egen krop bedre og forebygge overbelastninger, synes jeg, det giver rigtig god mening.
Hvis jeg kan hjælpe spillerne med at forstå deres egen krop bedre og forebygge overbelastninger, synes jeg, det giver rigtig god mening.
Anders Als, volleyballspiller og kiropraktor
Nordenskov stiller igen med en ung trup, og det ser Anders som en stor mulighed.
– Der er et stort potentiale i den trup, vi kommer til at stille med, og jeg glæder mig til at følge de unge spilleres udvikling i et miljø, hvor der bliver stillet høje krav hver eneste dag.
Han fremhæver klubbens fokus på udvikling som noget af det, der gør Nordenskov speciel.
– Klubbens ambitionsniveau er bemærkelsesværdigt. Der bliver hele tiden tænkt længere frem, end jeg har været vant til, og det giver en stor tryghed som spiller.
Med flere unge spillere i truppen bliver Anders også en af de erfarne profiler. Men hans syn på lederskab har ændret sig gennem årene.
– For syv-otte år siden troede jeg, at en leder var den, der talte højest. I dag håber jeg i stedet at kunne lede gennem mit eksempel og den måde, jeg selv går til volleyball på.
For ham handler lederskab om arbejdsmoral, engagement og glæden ved sporten.
– Jeg elsker at spille volleyball. Jeg elsker at komme til træning, og jeg elsker processen med at blive bedre. Hvis jeg kan give den tilgang videre til de yngre spillere, føler jeg, at jeg lykkes som leder.
Hans råd til de unge er enkelt.
– Nyd processen. Det er let at fokusere på resultaterne, men udvikling tager tid. Hvis man kan lære at holde af hverdagen og arbejdet bag kulisserne, kommer resultaterne som regel også.
Selvom udvikling fylder meget, er ambitionerne ikke til at tage fejl af. Anders håber, at holdet bliver endnu mere stabilt i de afgørende øjeblikke, og at det kan bringe Nordenskov helt til tops.
– Jeg håber, at vi står med følelsen af, at alle har udviklet sig. Hvis vi samtidig har spillet med om medaljerne og været med til at give klubben sit første danske mesterskab, vil det være en fantastisk sæson.
Skal Anders selv beskrive det kommende Nordenskov-hold med tre ord, er han ikke i tvivl: Ambitiøst. Udviklingsorienteret. Sammentømret.
Tre ord, der også beskriver de forventninger, han tager med sig ind i sin anden sæson i den røde trøje.