Kædens 16 butikker i Jylland og på Fyn beholder navn og koncept. På længere sigt vil ejerne gøre ABC Lavpris landsdækkende.

Familien Tobiasen geninvesterer og fortsætter som medejere, når Dagrofa overtager ABC Lavpris. Handlen skal formelt gennemføres den 1. december 2026.

For kunder og medarbejdere fortsætter hverdagen i butikkerne uændret. Ud over navn og koncept beholder kæden også sin ledelse.

Dagrofa driver i forvejen MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb. Med overtagelsen får koncernen endnu en dagligvarekæde, som Dagrofa og ABC Lavpris har en fælles ambition om at udvide og gøre landsdækkende over tid.