Af: Rasmus Sømod - Kandidat til byrådet for Det Konservative Folkeparti i Varde Kommune

- Børn skal ikke kun blive til noget – de skal også blive nogen!

I Varde Kommune taler vi ofte om, at vores børn skal trives bedre i skolen og have mere livsmod med sig ud i verden. Men måske er det på tide, at vi spørger os selv, om de får nok mulighed for at mærke, at de faktisk kan gøre en forskel. I Odense Kommune har man taget et spændende skridt med forsøget “civilpraktik” i folkeskolen. Her får elever i udskolingen en del af undervisningstiden, hvor de gør noget for andre – hjælper yngre elever, deltager i frivillige projekter, støtter lokale foreninger eller bidrager til fællesskabet på nye måder. Erfaringerne er lovende: Eleverne oplever øget trivsel, større ansvarsfølelse og bedre sammenhæng mellem skole og virkelighed. Det er præcis den slags initiativ, vi har brug for i Varde Kommune. Vi skal ikke kun uddanne børn til at blive til noget – vi skal også hjælpe dem til at blive nogen. Civilpraktik kan give vores unge en praktisk forståelse for fællesskab, arbejde og medborgerskab – værdier, som vi i Det Konservative Folkeparti står på. Derfor vil jeg arbejde for, at Varde Kommune indfører civilpraktik som forsøgsordning i udvalgte folkeskoler allerede fra næste skoleår. Lad os skabe en skole, hvor dannelse, ansvar og virkelighed mødes – til gavn for både eleverne og vores lokale fællesskab.   Rasmus Sømod Nr. 3 på listen for Det Konservative Folkeparti Tryghed - Nærhed og stærke fællesskaber.