I efteråret 2015 startede engagerede Fåborg-borgere – Fåborgere - op på en udviklingsplan for deres lille by med det formål at definere, hvad Fåborg skal være kendt for og få søsat projekter, der skal føres ud i livet. Anni og Mads Skydt, som var ferieværter i 2015, bor i Fåborg og elsker ikke kun deres lille by. Nej, de er ligesom deres naboer også rigtig stolte af Fåborg og ønsker at være med til at udvikle deres by og styrke sammenholdet borgerne imellem. Anni og Mads håber at flere Fåborgere får lyst til at være ferieværter i sommeren 2016.
Kilde: www.feriebarn.dk
”Hvad skal Fåborg være kendt for?”
Der er efterhånden indsendt en del projektforslag til udviklingsplanen, herunder ”Fåborg som bryllupslandsby”, ”Fåborg Natur- og egnsmuseum”, ”BMX-bane”, ”Hjertestarter”, ”Fiskesø” og mange flere. Ferievært Mads Skydts bidrag til udviklingsplanen er ”Feriebørn” og han håber på dermed at kunne skabe en lille håndfuld nye ferieværter i Fåborg i sommeren 2016.
Dansk Skoleforenings ”Rejsekontor” og Grænseforeningen som står bag ”Sydslesvigske Børns Ferierejser” støtter op om initiativet og håber, at der i 2016 tilmelder sig mange nye ferieværter – heraf også nogle flere fra Fåborg.
”Vi er en lille by på ca. 300 indbyggere. Vi er udfordret på offentlige trafikforbindelser så beboere har brug for bil. Men så er der også kun 20-25 minutter til større byer som Esbjerg, Varde, Grindsted og Bramming. Der er 10 minutter til motorvejen. Vi har for nogle år siden mistet vores dagligvarebutik og er på den måde i samme situation som mange andre små byer. Vi har en kirke, en kro og en smule erhverv. Vi har et godt sammenhold i byen, men det har mange andre byer også. Derfor vil vi prøve at differentiere os i forhold til tilsvarende byer i Varde kommune” siger Mads Skydt. Sammen med andre Fåborgere deler han interessen for, at fremhæve Fåborg som en særlig landsby og her udspringer Fåborgs Udviklingsplan.
”På vores fodboldstadion med Petanque-bane og fodboldbaner har vi et fælleshus (Fåborghus) som kan bruges til møder og arrangementer. I uge 20 holder vi byfest med et stort telt med masser af aktiviteter og et mindre øltelt. Der er en dag med sodavandsdiskotek og arrangementer for børn, bal for de unge og de ældre samt årets Fåborg-Revy. Der er altid en fantastisk opbakning!” fortsætter Mads.
Det handler ikke om at give - man får også en helt masse
At være ferievært i 2015 var for familien Skydt og deres datter Victoria en dejlig oplevelse. Der er opstået et godt venskab med feriebarnet Emilia og hendes familie fra Sydslesvig. Mads og Anni synes selv, at Fåborg må være en rigtig dejlig og hyggelig by at være feriebarn i og mener, at andre familier i Fåborg skulle give sig selv den oplevelse i sommeren 2016.
”For vores datter Victoria, som er enebarn, var det virkelig givtigt at hun rigtig kunne opleve ”søskendeeffekten” ved at have et andet barn boende i en uge. Det gode forarbejde Rejsekontoret gjorde i starten af processen er helt sikkert medvirkende til at pigerne passede godt sammen og hyggede sig. Det var det perfekt match” siger Mads. Billeder fra feriebarn Emilias sommerferiebesøg hos familien Skydt kan ses på www.feriebarn.dk. under "Succeshistorier".
Feriebørn er noget for de familier, der ikke rejser udenlands i sommerferien, men ønsker at hygge sig og slappe af derhjemme
”Alle typer familier kan blive ferieværter!” betoner Sally Flindt-Hansen, leder af Rejsekontoret som formidler kontakten mellem feriebørn og ferieværter. ”Både kernefamilien, patchworkfamilien, singleforældre, par uden børn eller pensionister er egnede ferieværter. Feriebørn og ferieværter matches efter fælles interesser og forventninger, så man bliver ikke blot tilfældigt sat sammen med et feriebarn fra Sydslesvig” fortæller Sally og tilføjer: ”Tilmeldingsprocessen er ganske enkel og når feriebarnet kommer, skal man ikke stille hele huset på hovedet for at tilbyde barnet ekstraordinære oplevelser. Man skal bare holde sin sommerferie helt, som man plejer og lade barnet ”flette ind”. Feriebørn er især interessante for familier som gerne vil holde sommerferie derhjemme og som synes det kunne være sjovt at møde et barn, som er dansk på en anden måde end dem selv, som er et ”blandingsprodukt mellem dansk og tysk”.
Rejsekontoret håber, at mange Fåborgere vil kunne begejstres for idéen om at være ferieværter og at Anni og Mads Skydt vil smitte en masse naboer med deres entusiasme. ”Fåborgerne skal vide, at feriebørn IKKE er trængende og svigtede børn, men helt almindelige velfungerende skolebørn fra det danske mindretal syd for grænsen, som ønsker at holde sommerferie i Danmark for at styrke deres danske sprog og viden om dansk kultur” afslutter Sally Flindt-Hansen.
I over 90 år har tusindvis af børn fra Sydslesvig været på sommerferieophold i Danmark og fået sproglige og kulturelle oplevelser, der har udviklet dem og mange gange har givet venskaber for livet. Lokale områdekonsulenter fra Grænseforeningen besøger alle nye værtsfamilier og hjælper dem med deres spørgsmål og praktiske ting i forbindelse med bustransporterne.
Mads Skydt kan kontaktes på mrs@madsskydt.dk og 4242 5432.