Seniorforsker, dr.phil. Annette Hoff holder foredrag om Gehrdt de Lichtenberg, der ejede Ølgod Kirke og Lindbjerggaard

I 1998 erhvervede Varde Museum en særdeles fornem ravsamling på Bruun-Rasmussens auktioner for den nette sum af 192.000kr. Beløbet var langt over vurderingen og betydelig højere end museet selv kunne fremskaffe, men via en række gavmilde fonde, blev ravet indkøbt og blev derefter udstillet i Ravmuseet i Oksbøl.

Men hvad har denne særlige ravsamling tilfælles med Ølgod Kirke og Lindbjerggaard, kunne man så fristes til at spørge. ”Såvel ravsamlingen som, Lindbjerggård og Ølgod kirke var ejet af 1700-tallets driftige storkøbmand Gehrdt de Lichtenberg (1697-1764). Gehrdt de Lichtenberg tjente en enorm formue som pengeudlåner, fabrikant købmand og godsejer. Hans formue betød, at han ejede 11 herregårde, 20 kirker og 3 fabriksanlæg. I 1731 kunne herremanden på Lindbjerggård ikke betale sin gæld til Gehrdt de Lichtenberg, der samme år overtog den lille herregård som uindfriet pant. Det skulle vise sig at blive den første i en lang række godserhvervelser. I de Lichtenbergs efterladte papirer findes fine beskrivelser af hans tid som godsejer i Ølgod Sogn og hvorledes han købte flere gårde op og lagde under godset.

Den rigdom Gehrdt de Lichtenberg skabte bl.a. via landgildet fra de mange fæstegårde i Ølgod brugte han bl.a. til at indrettet et stort og smukt kunstkammer i sit palæ i Horsens. 1700-tallets kunstkamre var skabt som et led i tidens læringsproces. Her skulle man kunne søge viden om den omgivende verden, men samtidig kastede samlingen glans over ejeren og hans rige. De egentlige kunstkamre var kostbare at etablere og var derfor af økonomiske grunde forbeholdt fyrsterne og de rigeste godsejere i landet. Udover rav bestod samlingerne ofte af malerier, mønter, våben og porcelæn, samt en lang række sære, smukke, sjældne og kostbare småting og kunstgenstande.

Gehrdt de Lichtenberg erhvervede en imponerende kunstsamling på i alt 525 genstande. Genstandene var udført i elfenben, rav, porcelæn, glas, kokosnød, skilpadde, træ, ben, sølv, emalje og ædelsten, hertil kom en stor mængde malerier i forskellige størrelser. De Lichtenbergs kunstsamling var indrettet i et rum, så det tog sig bedst ud. Eksempelvis lå ravsamlingen tæt på vinduerne, så solens stråler kunne spille i ravstykkerne. ”Familien de Lichtenberg ejede kunstsamlingen indtil den i 1998 blev solgt hvorved Varde Museum erhvervede ravgenstandene” oplyser museumsmedarbejder Holger Grumme Nielsen og fortsætter ”Lige nu er genstandene taget ud af monteren for at blive gennemgået, men om kort tid vil de atter blive udstillet”

Der er mulighed for at hører mere om Gehrdt de Lichtenberg og hans samtid når historiker Annette Hoff fortæller om denne interessante personlighed i Ølgod Kulturhus den 8. marts kl 19.30. Arrangementet afholdes af Ølgod Museums Venneforening.

Fototekst: Genstandene består af knive og gafler med indlagt guld under ravet, forskellige små æsker, udskårne saltkar, skrivesæt (sand- og blækhus), snusflasker i horn, elfenben og rav samt en masse udskåret rav med form som dameben, sko, dukkeservice mm.