I vores lille samfund i Outrup har vi gennem mange år haft en stærk tradition for en anlægsfest, sportsfest og havefest med revy – og nu Havefest 2.0 som en minifestival. Fælles for festerne er, at de har været drevet af frivillighed, og at hvert hold frivillige har afholdt en fest for byen på sin egen måde. De seneste fire år har vi lavet Havefest 2.0 som den nuværende minifestival.
Ideen om Havefest 2.0 genopstod under corona, da alt i Danmark var lukket ned. Der opstod en stærk lyst til, at den lokale fest i byen ikke skulle dø ud, men genopstå endnu bedre end før. Datoen var allerede sat, fordi Børnemusikfestivalen allerede fandtes og samlede børnehavebørn og SFO-børn fra Gl. Blåbjerg Kommune på scenen i anlægget, hvor de optræder for hinanden med musik og dans. Netop scenen har været nøglen til vores minifestival. Selvfølgelig skulle vi have livemusik på scenen, og så var ideen skabt.
Der var også et stærkt ønske om, at festen skulle være for alle i sognet. Derfor blev målet at gøre det gratis at komme ind. På den måde skulle man ikke forpligte sig med en bindende tilmelding, hvilket folk har taget rigtig godt imod. Det har gjort festen mindre låst i en travl hverdag. Det gav samtidig en masse opgaver til de frivillige, som stadig skulle stå på mål for økonomien. Her har de lokale foreninger og erhvervsvirksomheder virkelig bakket op om ideen og bidraget med sponsorater, så Havefesten kunne bestå i sin tænkte form.
Og kommer der nye frivillige til med nye ideer, skal man ikke være bange for at føre ideerne ud i livet. Bare der er energi og engagement bag, smitter det af på flere, som det har gjort i Outrup.
Fra klummen
I år havde Havefesten 600 besøgende, hvilket var en kæmpe succes for de frivillige og giver mod på at planlægge festen flere år frem. Så længe der er frivillige, der finder stor glæde i deres arbejde, og så længe de får mere igen, end de giver, består festen. Kommer der nye frivillige til med nye ideer, skal man ikke være bange for at føre ideerne ud i livet. Bare der er energi og engagement bag, smitter det af på flere, som det har gjort i Outrup. I år har vi både haft Otto Frello-gåtur, senioraften, børnemusikfestival, fredagsdisco for 4.-7. klasse og Havefesten i samme uge.
Så selv om oprydningen tidligt søndag morgen efter sådan en uge var hård for kroppen, var sjælen fyldt op med glæde og nye indtryk.