Læserbrev fra Peter Nielsen
Det er da blevet total umuligt at skabe bare lidt udvikling i Varde Kommune? Hvordan skal vi sikre velfærden og folk til arbejds-pladserne, hvis vi ikke kan tilbyde bare lidt spændende at bo i?
Attraktive steder at bo er et ”must” og hvis der ikke er en vist ”rotation” i boligformerne går bosætningen i stå. Vi skal have boliger til de nyetablerede, midtace og ældre. Kort sagt boligmuligheder til alle aldre og med mulighed for at komme videre, når nye behov opstår.
De forskellige klageinstanser har gjort livet rigtigt surt i Varde Kommune i de seneste måneder med deres handlinger og det er svært at bevare og tror på, at de vil Varde Kommune bare lidt godt?
- STOP af udstykning af byggegrunde i Oksbøl (Østparken), Agerbæk m.m. efter ”underkendelsen af kommuneplanen”. De planlagte grunde er sat på standby.
- UNDERKENDELSE af lokalplansforslaget for arealet på handelsskolegrunden i Varde.
I Oksbøl har folk haft sindssyg god tålmodighed med at vente på de nye arealer, da vores udstykningsarbejdet har taget meget lang tid og alle glædede sig til 2024. Så kom forhammeren i forsommeren og det hele blev sat på standby. God solide Oksbøl borgere, som har været ude at uddanne sig ville/vil hjem og bo med deres nyetablerede familie i deres hometown. Skiltet hedder nu ”beklager alt udsolgt og i må vælge Hjerting/Sønderris”. Samme hammer rammer også andre områder og arbejdet med at nedbringe ubebyggede udstykningsarealer bliver en del af fremtiden i virkelighedens Varde Kommune mindre byer. Vi er blevet stærk begrænset i vores muligheder for nye byggefelter – både de kommunale, private og erhvervsmæssige.
Vores bosætningspolitik og indsatser er fra nu spild af penge, da vi ikke kan tilbyde det, som vi siger og vil. Den skal som minimum revideres igen igen. Vi var kommet så godt i gang!
I Varde var der endelig blevet skabt rammerne for et attraktivt bymiljø på handelsskolegrunden ved åen og der var kommet en investor, som der ville investere i deres naboby og bidrage til at skabe vækst og udvikling. Jeg forstår godt at de måske kunne overveje at sige tak for denne gang. Varde må så leve med at være en stolt middelalderby med tilgroede fortidsminder.
Jeg ærgrer mig over, hvor lidt vi som lokalpolitiker kan bestemme over vores planlægning af kommunen og næste skridt er taget med det seneste planudspil fra staten omkring vindmøller-og solcelle parker nord og øst for Varde.
Hvorfor skulle vi lave ”vores stor klimaplan i Varde Kommune” og skabe "usikkerhed/muligheder" for landområder, når regeringen hen over natten kom med deres arealudpegninger uden LOKAL inddragelse, som ikke ligner vores? Jeg føler at mit arbejde som kommunalpolitikker ikke er værdsat og påskønnet af landspolitikerne og at de bare tromler igennem. Det smadrer vores demokrati og udviklingen ender ved de større byer og mod helst mod øst – undtagen de store marker med solpaneller. Dem må vi gerne beholde, naturligvis sammen med ulven.
NB! Nu var det lige Varde, Oksbøl, Agerbæk m.fl. – næste gang er det bare nogle andre byer der kommer i klemme i statens kløer.
NBB! Vi kløer fortsat på og tror på fremtiden!