Her på min femte måned som præst i Ansager og Skovlund Pastorat er det et godt tidspunkt for et nyt Kirkenyt. Forårets helligdage er gået, og konfirmanderne er blevet sendt ud i verden som små trosspirer. Nu er vi i kirkeårets ”hverdagstid”, Trinitatistiden, som også er den længste tid i kirkeåret og strækker sig fra pinsen og helt til advent, kun afbrudt af Allehelgen.
Og det er godt med hverdagstid, og jeg ser frem til at gå igennem Trinitatis som præst. Jeg har allerede oplevet meget på min korte tid her hos jer: gudstjenester, mine første bisættelser og begravelser, påsketiden med alle dens forskellige gudstjenester, konfirmationerne i starten af maj, menighedsrådsarbejdet – og ikke mindst mødet med jer i menigheden og alle jer, jeg har truffet indimellem.
Blomsterne i vasen på billedet er fra konfirmationsgudstjenesten i Ansager, som jeg fik lov at tage med hjem. De stod længe og mindede mig om, hvad jeg allerede har oplevet som præst. Og de skrøbelige blomster, som stod der og holdt en uge i vasen, mindede mig også om, at de til sidst forgår igen.
Arbejdet som præst er især præget af øjeblikke. Meget af det, præsten laver, kan ikke ses og sætter ikke altid et varigt aftryk. Det er øjeblikke, stemninger, udvekslinger og blikke, som vi deler mellem hinanden, når vi mødes til gudstjenester, på gaden og alle de steder, hvor jeg som præst kan møde mennesker. Det er noget ganske særligt.
Det fik mig til at tænke på min indsættelsesprædiken tilbage i februar. Det var en lille gave, at jeg skulle prædike over ”Stormen på søen”, hvor disciplene tvivler på, om båden kan holde, og om Jesus virkelig har styr på det. At sejle ud på ukendt vand har det netop været at starte som præst. Hvordan sejler man sådan en præstebåd? Hvad kan den holde til? Det er betryggende at tænke på, at selvom det at starte som præst er at blive kastet ud på dybt vand, så sidder jeg jo i en båd. Og Gud er med.
Jeg ser frem til at lære præstebåden bedre at kende og lære at sejle den på den bedst mulige måde for kirkerne her i Skovlund og Ansager. De to kirker og menigheder er båret frem af engagerede menighedsråd og dygtige ansatte, som gør, at jeg får lyst til at gøre mit bedste for at lave kirke sammen med jer.
Lykkelige omstændigheder
Her til sidst vil jeg fortælle, at jeg venter mig og derfor skal på barsel fra engang midt i oktober. Rasmus og jeg glæder os til familieforøgelsen.
Sognepræst Kirstine Schøler Hjort