Polsk Grand Prix-stjerne indgår aftale med Region Varde Elitesport.

Sæsonen 2026 har hidtil budt på store udfordringer for den sportslige ledelse i Region Varde Elitesport. Skader hos Fredrik Lindgren, Dan Bewley, Bartosz Banbór og Villads Pedersen har givet hovedbrud om, hvilke holdopstillinger der har været mulige til de enkelte matcher i årets turnering.

Derfor er det også en helt ekstraordinær appelsin i RVE-turbanen, at det nu er lykkedes at indgå en kontrakt med den 27-årige polske superstjerne Dominik Kubera.

Dominik Kubera, der til daglig slår sine folder i den polske Ekstraliga for Zielona Góra, har været en fast del af Grand Prix-serien i 2023, 2024 og 2025 samt igen i 2026. Et brækket kraveben tidligere på sæsonen har dog betydet, at Kubera ikke har været med i alle årets afdelinger. Nu er han sin skade kvit, og der er kun én vej: fremad.

CV'et taler sit tydelige sprog: Her er tale om en speedwaykører fra øverste hylde. Seks Grand Prix-finaler, sølv ved U21-VM i 2020, europa- og verdensmesterskaber med det polske A-landshold samt en lang række individuelle titler og holdtitler i Polen er blot nogle af de meritter, Dominik Kubera kan bryste sig af.

»For at sige det på godt jysk har det været noget bøvl for os med alle skaderne hos vores kørere. Men det hjælper ikke at hyle, og skader er et vilkår, vi må leve med i vores sport. Vi synes dog, at vi har haft vores andel af skader og uheld. Heldigvis er Villads Pedersen så småt i gang igen, og vi håber, at vores øvrige skadede holdkammerater snart følger efter. Det vil give os helt andre kort på hånden,« udtaler det samlede holdlederteam.

Vi glæder os til at byde Dominik Kubera et stort og hjerteligt velkommen til RVE-familien.

Du kan sende din hilsen til Dominik Kubera i denne tråd.