Så hørte og så vi på dagens gåtur i marken årets første lærker.

Bestandstætheden af lærker er størst i Jylland. Sanglærken er stadig en karakterfugl i det åbne land, og dens succes skyldes især, at den har tilpasset sig dyrkede marker. Reden anlægges i en vis afstand fra træer, sandsynligvis for at undgå redeplyndring fra kragefugle, der benytter træernes grene som udsigtsposter.

Sanglærken er en såkaldt vejrtrækker, hvilket betyder, at trækket i høj grad bestemmes af vejrforholdene. I milde vintre overvintrer en del sanglærker i Danmark, men ellers trækker bestanden sydvest for landet til vinterkvarteret, og det sydligste fund af en ringmærket dansk fugl er fra Spanien. Fuglene kan godt trække frem og tilbage flere gange i løbet af vinteren afhængigt af vejret, og Danmark besøges også af trækgæster fra nord.