Klumme af Claus Henneberg

Et tomt staldvindue er ikke i sig selv et grønt fremskridt. Bag det vindue var der også en arbejdsplads. En familie. Måske en lærling, som lige havde fundet ud af, at han faktisk var god til noget.

Det synes jeg, vi glemmer i debatten om landbruget.

Vi er enige om, at landbruget skal flytte sig. Mere natur, renere vand og bedre dyrevelfærd. Men når vi diskuterer vejen derhen, skal vi se længere end til antallet af dyr og hektar. En gård hænger sammen med det samfund, der ligger rundt om den.

Smeden kommer forbi, når noget går i stykker. Vognmanden står for transporten, og maskinstationen hjælper med at få arbejdet gjort. Når en gård lukker, stopper konsekvenserne ikke ved indkørslen. Hvis familierne må flytte efter arbejde, bliver der færre børn i skolen, færre på fodboldholdet og færre kunder hos købmanden.

Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Først mangler smeden nogle opgaver. Senere bliver en ledig stilling ikke besat. Til sidst står vi til et borgermøde og diskuterer, hvorfor skolen mangler børn.

Vi kan ikke begræde, at livet forsvinder fra de små byer, og samtidig være ligeglade med, hvad de lever af.

Til stormødet i Odense stod jeg blandt tusindvis af landmænd. Jeg lagde mærke til deres hænder. Hård hud og store knoer. Hænder, der får det sidste læs korn hjem, længe efter at Den store bagedyst er slut i fjernsynet.

De er vant til at tage fat. Men man kan ikke arbejde sig ud af enhver politisk beslutning ved at stå en time tidligere op.

Når jeg kommer rundt under majshøsten, møder jeg landmænd, der ikke ved, om de er købt eller solgt. Jeg tænker især på den unge landmand, der har knoklet, overbevist banken og købt en gård sammen med sin familie.

Han har gjort det, vi ellers efterlyser: lært et håndværk, taget ansvar og turdet satse. Nu skal han få nye vilkår til at passe med gammel gæld.

Hvis der skal være færre dyr i stalden, bliver ydelsen på lånet jo ikke mindre. Og hvor skal pengene til bedre dyrevelfærd og ny teknologi komme fra, hvis indtjeningen forsvinder?

Det spørgsmål kræver et svar. »I må omstille jer« betaler hverken håndværkeren eller banken.

Selvfølgelig skal der stilles krav. Ingen kan forlange, at alt fortsætter uændret. Men kravene skal give faglig mening, og der skal være tid og økonomi til at leve op til dem. Ellers risikerer vi at kvæle netop den udvikling, vi efterlyser.

Nu tilbydes pressede landmænd akut krisehjælp. Prøv lige at lade det synke ind. Midt i diskussionen om fremtidens landbrug er der brug for hjælp til de mennesker, der skal drive det.

Bag bedrifterne står familier, som har investeret ud fra de rammer og økonomiske tilskyndelser, som skiftende regeringer har skabt. Så kan man ikke bare ændre retning og lade dem stå tilbage med både regningen og skurkerollen.

Det er godt, at nogen griber dem. Men politikerne skal også tage ansvar. Vi må kunne forandre et erhverv uden at knække mennesker undervejs. Det burde være en selvfølge i et civiliseret samfund.

En politisk aftale er først noget værd, når den virker ude i virkeligheden. Derfor skal de, der skal leve med beslutningerne, have reel indflydelse på, hvordan de gennemføres. Det er trods alt dem, der ved, hvor skoen trykker, når planerne skal blive til praktisk arbejde.

Vi skal kunne vise, hvad naturen og vandmiljøet vinder, og tage det alvorligt, som familien og lokalsamfundet mister. Begge dele hører med, når vi vælger løsningerne.

For hvis vi kun tæller de dyr, der forsvinder fra stalden, overser vi let de børn, der forsvinder fra skolen.