Lang næse efter 100 minutters spil i Vildbjerg

Tirsdag aften var Nr. Nebel S4 i Vildbjerg for at spille playoff om oprykning til Serie 3. Topmotiverede og klar til kamp gik vi på banen for at give Vildbjerg kamp til stregen.

Fra starten var det tydeligt, som forudset, at Vildbjerg er et rigtig godt hold, og det så ud til at blive en meget lang kamp. Efter kun 30 minutters spil sad der ovenikøbet tre skadede spillere på bænken, hvilket absolut ikke gjorde situationen lettere.

Til trods for det formåede vi alligevel at komme foran 1-0 på mål af Sander Bloch Clausen, der fangede bolden med hovedet ved bagerste stolpe og stangede den i mål.

Anden halvleg handlede ikke om meget andet end at forsvare os mod et meget boldstærkt Vildbjerg-hold, der i lange perioder pressede os langt tilbage på banen. Takket være nogle stærke forsvarsaktioner og en brandvarm Jonas Hansen mellem stolperne lykkedes det os at holde Vildbjerg fra scoring langt ind i anden halvleg.

Men så skete det. Efter næsten 100 minutters spil fik Vildbjerg hjørnespark. Bolden blev clearet, men med hånden, og dommeren var ikke i tvivl: straffespark og rødt kort. Vildbjerg scorede, og kampen skulle i forlænget spilletid.

I den forlængede spilletid kom Vildbjerg hurtigt foran 2-1, og selv om vi begyndte at finde lidt spil, blev det også 3-1. Dermed var vi ude af playoff.

Kampens spiller blev Jonas Hansen med 12 stemmer. Som bageste skanse holdt han os inde i kampen med flere fremragende redninger.

Morten Degn Olesen mente ikke, at han kunne fremhæve en enkelt fighter, og pegede derfor på hele truppen som kampens fightere.

Vi tog derfor fra Vildbjerg med lang næse, men stadig med godt humør. Nu ser vi frem mod lørdag, hvor vi skal fejre en godkendt sæson for begge hold.

Vi ses derude.

Husk: Bold skal ses live.