Det har været et trist syn at køre forbi de tomme fabriksbygninger helt ud til vejen i Skovlund. Hallerne har stået som en synlig påmindelse om den produktion og de arbejdspladser, der forsvandt.
Men nu er der igen liv bag facaden. MATR Foods har overtaget bygningerne og indrettet dem til produktion af plantebaserede fødevarer.
Kartofler, rødbeder, havre, flækærter og lupiner skal ved hjælp af svampefermentering blive til blandt andet plantebøffer og et alternativ til hakket kød. Processen udvikler både råvarernes smag og konsistens.
Ifølge MATR Foods har produktionslinjen gennemgået sit første fødevaretilsyn uden bemærkninger, og virksomheden har fået økologicertificering.
En finansiering på knap 300 millioner kroner skal understøtte den større produktion og salget på flere europæiske markeder. Dermed får de gamle fabrikshaller en ny opgave – og Skovlund får udsigt til nye arbejdspladser.
Ifølge JydskeVestkysten bliver MATR Foods’ nye fabrik i Skovlund indviet fredag den 20. november 2026.