Vi har nu afholdt årsmøde og konstitueret os for det kommende år. Der er ingen ændringer på posterne, da alle blev genvalgt. Til gengæld har vi fået to nye medlemmer i rådet: Jan fra Fåborg og Jens fra Starup. Vi glæder os til at byde dem velkommen i samarbejdet og ser frem til deres bidrag og nye idéer.
Som tidligere år havde vi små sedler liggende på bordene, så deltagerne på årsmødet kunne komme med forslag og idéer til udvikling og aktiviteter i Udviklingsrådet. Det er altid givende at høre, hvad der rører sig lokalt, og vi glæder os til at arbejde med de mange gode forslag.
Som noget nyt havde vi inviteret en oplægsholder til årsmødet. Tv-lægen Charlotte Bøving holdt et spændende og inspirerende foredrag om sit liv, sundhed og det at være en del af et lokalsamfund. Hun havde flere af sine bøger med og forærede hver deltager et eksemplar – en meget flot gestus.
Var du ikke med til årsmødet, men har idéer, som Udviklingsrådet eventuelt kan arbejde med, er du velkommen til at kontakte formanden, Marije, på e-mail: Marije.f.jacobsen@gmail.com.
Som noget nyt har vi fået udarbejdet et ansøgningsskema til dem, der ønsker at søge om midler hos Udviklingsrådet. Skemaet findes på vores hjemmeside og er nemt at udfylde. Herefter behandles ansøgningen på det førstkommende møde.
Det årlige forårsmøde for alle udviklingsråd i Varde Kommune blev i år afholdt i Helle Hallen. Marije, Ulla og Lotte deltog. På mødet samles udviklingsrådene, byrådsmedlemmer og ansatte fra kommunen. Her fortalte vi i tre runder politikerne om, hvad vi arbejder med i Helle Øst, og hvad vi gerne vil sætte mere fokus på. Blandt andet nævnte vi behovet for bedre busforbindelser og ønsket om at blive inddraget i nye projekter, så det ikke kun er Varde by, der bliver brugt som prøveområde. Vi ved, at vi i Helle Øst kan mindst lige så meget – og det vil vi gerne minde om. Borgmester Sarah Andersen og formand for Plan og Teknik Preben Friis-Hauge svarede på spørgsmål. Det var en god og konstruktiv aften, og vi var glade for, at arrangementet blev afholdt i Helle Hallen – midt i vores område.
Vi har indledt et samarbejde med skolelederne for at gøre overgangen fra Årre og Starup Skole til overbygningen på Agerbæk Skole lettere for eleverne. Vi har holdt et indledende idémøde og ser frem til den videre proces, hvor vi håber at inddrage elevrådene, så elevernes egne perspektiver kommer med. Vi fortæller mere i den næste opdatering.
I samarbejde med byerne i Helle Øst er der desuden nedsat en arbejdsgruppe, der arbejder med cykelstier. Gruppen er kommet godt i gang og har sendt en ny ansøgning til kommunen. Ansøgningen er en opdateret udgave af den tidligere ansøgning.
Hvert år inviteres udviklingsrådene i Varde Kommune på bustur med politikerne. I år har vi valgt at deltage for at vise vores område frem. Her vil vi blandt andet sætte fokus på behovet for bedre afmærkning til handicap- og ambulancekørsel ved Helle Hallen samt forholdene ved stikkontakten i Hjortkær.
Det var nyt fra os i denne omgang. Vi ser frem til sommeren og til at arbejde videre med de mange gode projekter.
De bedste sommerhilsner
Udviklingsrådet Helle Øst