Klumme af Nina Arnth Stampe 


Forestil dig at være på en arbejdsplads, hvor dine talenter kommer mindst til deres ret, og dit handicap fylder mest.

Med Carls tilladelse skriver jeg lidt om ordblindhed. 

»Jeg glæder mig til fredag« og »Åh, jeg glæder mig til i dag« er sætninger, vi sjældent hører fra en dreng, når det handler om skolen. Han er havnet på en arbejdsplads, hvor han synes, at langt det meste er svært. Men i dag har han set frem til motionsdagen, hvor han skal gøre det, han er bedst til.

Andre har det lige omvendt, og det ved vi. Motionsdagen er den dag, hvor man »desværre« får ondt i maven og ikke kan komme i skole. Eller man kommer i skole, men kan af den ene eller anden grund ikke deltage. Det er fuldt forståeligt, for vi har forskellige kroppe, interesser og motivationer.

Som ordblind får man heldigvis hjælpemidler – på en alt for langsom computer. Mon det svarer til at give de børn, der ikke har lyst til motion eller har svært ved det fysisk, krykker til løbeturen, badevinger til svømningen og støttehjul til jernhesten? Så bruger de bare dobbelt så lang tid på det, men kommer helt sikkert stolte og glade i mål. Særligt når de er blevet overhalet to, tre eller fire gange, mens de har kæmpet …

Det her skal ikke være en kritik af nogen eller noget. Bare en påmindelse om, at man som ordblind måske kan have det lidt som det menneske, der hader at løbe, men som skal ud at løbe i dag. Forskellen er bare, at motionsdagen kun er én dag, mens den ordblindes kamp foregår hver dag. 

Det bliver en hamrende god dag. Herhjemme stod tre unger op med »KOGEPLADE« for fuld udblæsning. De er sendt afsted og er klar til at give den gas.

I dag er en fest – de andre skoledage klarer vi. 

#Motionsdag #Ordblindhed #Forskellighed #Detblirengodag #Stoltafdig