Fuldt hus i Outrup: Arbejdet for et friplejehjem på Møllegården tager form
Outrup Hotel var fyldt til sidste plads, da arbejdsgruppen bag et muligt friplejehjem på Møllegården tirsdag aften inviterede til informationsmøde. Her blev planerne for det videre arbejde præsenteret, og visionen er at åbne friplejehjemmet sidst i 2027.
Projektet er blevet aktuelt, efter at Varde Kommune har besluttet at lukke plejehjemmet Møllegården i Outrup. Beslutningen har vakt stor forundring lokalt, hvor plejehjemmet bliver betragtet som både populært og velfungerende.
Karina Sørensen fra arbejdsgruppen bød velkommen til de mange fremmødte. Herefter fortalte Johan Andersen fra Filskov Friplejehjem om erfaringerne med at etablere og drive et friplejehjem.
Han kom blandt andet ind på lovgivning, tilskudsmuligheder og belåning samt de forhold, der skal tages højde for i den efterfølgende drift.
Stiftende generalforsamling på vej
Else Andersen fra arbejdsgruppen orienterede derefter om forløbet indtil nu og om det videre arbejde med Møllegården.
Hun kunne fortælle, at der snarest vil blive indkaldt til stiftende generalforsamling i den selvejende institution Friplejehjem Møllegården.
Arbejdsgruppens vision er, at friplejehjemmet kan åbne sidst i 2027. Den melding blev mødt med stort bifald fra de fremmødte.
Ved mødet blev der også lagt lister frem, hvor frivillige kunne skrive sig på, hvis de ønsker at hjælpe med forskellige opgaver i det kommende arbejde.