På safari i Nørholm Vildmark

Vi kendte stien langs Varde Å og heden tilbage mod Nørholm. Men på en guidet tur med områdets nye ejere blev det velkendte landskab åbnet på en ny måde. Pludselig var der sovende bier i blomsterne, blåhaler i egetoppene og store okser i fremtidsplanerne.
Bente og jeg holder meget af at gå tur ved Nørholm. Som regel parkerer vi tæt på herregården, hvor stien begynder med udsigt over engen og det imponerende gamle egetræ. Herfra følger vi Varde Å gennem skoven, og nogle gange går vi tilbage over heden.
Det er en tur, hvor natur og historie hele tiden krydser hinanden. Undervejs passerer man gamle kulturspor som kilden og den sagnomspundne Manesten. Steder, der minder om, at mennesker har levet, arbejdet og fortalt historier i landskabet længe før, nogen begyndte at tale om biodiversitet og rewilding.
Da vi hørte, at Hempel Fonden havde købt Nørholm Gods som en del af naturprojektet Vildmarken, blev vi naturligvis ekstra nysgerrige. Vi begyndte at komme lidt oftere. Måske kunne vi allerede se de første forandringer?
Det kunne vi ikke. Heden lignede sig selv.

Et møde gennem bilvinduet

En tidlig morgen kørte vi ad grusvejen over heden. Pludselig kom en meget stor firehjulstrækker imod os, og vejen var ikke bred nok til os begge.
Jeg måtte forsigtigt trække ud i rabatten. Det gjorde jeg noget modvilligt, for rabatterne langs vejen er fulde af blomster og insekter. Jeg fandt et sted, hvor der hovedsageligt voksede lyng, og lod den store bil passere.
Men den standsede ud for os.
Vinduerne blev rullet ned, og en ældre herre ville vide, hvad vi dog lavede ude på heden så tidligt på dagen. Jeg forklarede, at vi var kommet for at gå en tur i det usædvanligt fine naturområde.
Efterhånden gik det op for mig, at det var Karl Kristian Braüner Nielsen, godsejeren, vi sad og talte med gennem bilvinduet.
Han fortalte, at han boede lige i nærheden, og at han og hustruen Martha, selv om godset var solgt, havde fået lov til at blive boende. Det passede ham fint.
– Men nu må vi se, hvad der sker med de nye ejere, sagde han.
Jeg svarede, at jeg var sikker på, at han ikke havde solgt, hvis han ikke selv var overbevist om, at der ville blive taget godt hånd om stedet.
Det fik ham til at le lidt. Så ønskede han os fornøjet en god tur, og vi fortsatte hver sin vej.

Kasketter og koldt vand

Først i juli opdagede vi, at de nye ejere inviterede til gratis guidede ture søndag den 12. og mandag den 13. juli. Vi meldte os til søndagsturen.
Lidt før klokken 14 ankom vi til Nørholm. Vi var ikke helt sikre på mødestedet, men de mange parkerede biler ved vandmøllen afslørede, at vi var kommet rigtigt.

Kort efter dukkede dagens guider, naturformidlerne Sara Kande og Jens Thorving Andersen, op. Jens var tydeligt i sit es og havde hurtigt samlet flokkens opmærksomhed. Det var en varm julidag, så vi fik udleveret koldt vand og kasketter, inden turen begyndte.
Efter en kort introduktion til Nørholm Vildmark og Hempel Fondens planer begav vi os ad grusvejen ind over heden.

En artsrig stribe langs vejen

Noget af det første, vi blev gjort opmærksomme på, var de mange blomster i vejkanten. Her stod blandt andet liden klokke, gul snerre, almindelig røllike og nyserøllike.

Det var ikke tilfældigt, at så mange arter voksede netop dér.
Gruset på vejen tilfører kalk, mens jorden længere ude på heden er sur og derfor især præget af lyng og revling. Samtidig får de små planter lys i rabatten, fordi de ikke bliver overskygget af høj vegetation.

Også tormentil voksede her. Den lille gule blomst kan være tegn på natur, der har fået lov til at udvikle sig gennem lang tid. Den er ikke prangende, men den fortæller en historie om kontinuitet.
Det blev en af turens gennemgående pointer: Det interessante findes ikke nødvendigvis i det store og spektakulære. Ofte skal man standse, bøje sig ned og se ordentligt efter.

Vil der også fremover være adgang?

Spørgsmålene fra deltagerne var mange, og et af de første handlede om offentlighedens adgang.
Vil vi fortsat kunne gå tur i området?
Ja, lød svaret. Der vil være adgang ad vejene, mens det endnu ikke var besluttet, i hvilket omfang man også vil kunne færdes uden for dem.
Om der kommer nye anlagte stier, var heller ikke afgjort. I hvert fald ikke med det samme. Planen er, at Tauros-okser og Exmoor-ponyer skal græsse i området. Erfaringerne fra andre steder viser, at dyrene selv finder de faste og naturlige ruter gennem landskabet og efterhånden tramper stier.
Dyrene skal samtidig holde træopvæksten nede og skabe indhug i nogle af de større træer, som er begyndt at brede sig på heden. Målet er ifølge guiderne en meget lav tæthed af dyr – omkring 100 kilo græssende dyr pr. hektar – så de kan finde føde året rundt uden at overgræsse området.

Store horn og lave hegn

Planerne om store okser gav naturligt anledning til flere spørgsmål.
Kommer der meterhøje hegn omkring hele området?
Formentlig ikke. Erfaringerne fra andre områder viser, at et forholdsvis lavt hegn med tre tråde kan holde okser og heste inde. Hjorte vil fortsat kunne springe over og bevæge sig gennem landskabet.

Er de store okser med de imponerende horn ikke farlige?
- Tværtimod, forklarede guiderne. Dyrene er så bevidste om deres egen størrelse og styrke, at de normalt ikke har behov for at demonstrere den. Møder de mennesker, vil de oftest blot fortsætte med at græsse. Man skal naturligvis vise respekt, holde afstand og følge anvisningerne, men hornene er ikke i sig selv et tegn på aggressivitet.

Således beroligede fortsatte vi.

Vi hørte også om såkaldte bideskjul. Tjørn og brombær bliver ikke ædt på samme måde som de blødere planter. Inde mellem deres torne kan små træer og andre planter derfor få mulighed for at vokse op. Dyrene holder altså noget vegetation nede, mens andre områder beskyttes. På den måde skaber græsningen hele tiden nye forskelle og forandringer i landskabet.
Det er netop denne dynamik, der mangler mange steder i den danske natur.

Bier, der sover i blomster

På en gul kurveblomst sad en lille strithårsbi.

Sara fortalte, at bier undertiden falder i søvn i blomsterne. Nogle bliver siddende natten over og vågner først næste morgen, når blomsten åbner sig igen.
Det var en af de små oplysninger, der fik flere til at standse og kigge en ekstra gang. En blomst var pludselig ikke bare en blomst, men også et muligt herberg for natten.
Vi lærte også at rette blikket opad. I toppen af de mindre egetræer skulle vi lede efter blåhalen – en lille sommerfugl, der er ganske almindelig, men sjældent bliver set, fordi den fortrinsvis opholder sig i trækronerne.
Og minsandten om ikke vi så den flere gange.
Nu kender vi den. Fremover vil vi ikke kun kigge ned mellem blomsterne, når vi leder efter sommerfugle. Vi vil også huske egetoppene.

På turen så vi desuden flere bredpander, blåfugle, dukatsommerfugle og mange aktive engrandøjer. En engrandøje blev fanget og vist frem, og samtidig fik vi aflivet forestillingen om, at en sommerfugl ikke kan flyve, hvis man rører ved dens vinger. Selv med en betydelig del af vingerne beskadiget kan nogle sommerfugle fortsat flyve. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal håndtere dem unødigt – kun at de er mere robuste, end mange tror.

På jagt efter snoge

Jens havde et særligt vågent blik for krybdyr. Han spejdede ihærdigt efter snoge, men denne eftermiddag måtte vi nøjes med en frø og et skovfirben.

Til gengæld viste han imponerende hurtighed, da firbenet skulle fanges.
Både frø og firben blev vist frem på nært hold og derefter nænsomt sat tilbage præcis dér, hvor de var fundet.
I nogle af de åbne, sandede partier så vi jordbier. Sådanne bare pletter kan opstå, når græssende dyr slider hul i vegetationen med deres klove. På en sydvendt, bar skråning kan jordoverfladen nå helt op omkring 70 grader på en varm sommerdag. Det lyder voldsomt, men netop det varme, løse sand er et vigtigt levested for jordbier og andre varmekrævende insekter. Det, der ved første øjekast kan ligne en skade i vegetationen, kan derfor rumme sit helt eget myldrende liv.

Endnu en gang handlede det om dynamik: tramp, bid, opvækst, bare pletter og tæt krat. Ikke et ensartet landskab, men en mosaik af forskelligheder.

Hils på Harald

Så dukkede en meget stor, sort og strithåret flue med gult hoved op.
– Hils lige på kæmpefluen harald!
Navnet lød næsten for godt til at være sandt, men det er faktisk fluens officielle danske navn. Den store snylteflue blev i 1950’erne opkaldt efter professor Harald Thamdrup, den daværende direktør for Naturhistorisk Museum i Aarhus. Ifølge historien mente zoologen Ellinor Bro Larsen, at både professoren og fluen var store, stridhårede og ikke til at komme uden om – men ganske harmløse.
Det var netop den slags sjove detaljer, der krydrede turen og gjorde arterne lettere at huske.

Vi vender tilbage

Efter et par timer nåede vi tilbage til vandmøllen og bilerne. Her ventede mere koldt vand og små naturbøger til deltagerne.

Vi var blevet klogere på både det, der allerede findes ved Nørholm, og på de forandringer, der kan komme. Ikke alle detaljer er besluttet endnu, og det bliver først med tiden tydeligt, hvordan helårsgræsning, nye hegn og ændret adgang kommer til at fungere i praksis.
Men turen gav en fortrøstningsfuld indsigt i tankerne bag projektet. Naturen skal ikke gøres pænere eller mere ensartet. Den skal have bedre mulighed for selv at skabe variation.

Da vi satte os ind i bilen, kredsede en hvepsevåge højt over os.
Det var en passende afslutning på en eftermiddag, hvor vi havde lært at se både ned i blomsterne, hen over heden og op mod himlen.
Vi vender tilbage. Ikke kun for at se, hvad Hempel Fonden gør ved Nørholm, men også for at følge med i, hvad naturen selv finder på.