Optakt Varde IF – Esbjerg fB
Der venter en særdeles spændende lokalopgør lørdag eftermiddag på Vestjysk Bank Stadion, når Vardes serie 1 hold tager imod Esbjerg fB med kampstart kl. 15.30.
Efter et par skuffende præstationer på hjemmebane, hvor Varde-holdet kun har hentet 2 points i de seneste 2 kampe, smagte holdet igen på sejrens sødme, da det fredag aften i sidste uge blev til en sejr på 4-2 i udekampen mod Haderslev FK. Sejren var fuldt fortjent, men der var spænding til sidste sekund, da det var på kampens sidste aktion, at Vardes topscorer Jakob Nielsen scorede til 4-2 på et straffespark.
Jonas Bertelsen, som havde været væk de seneste 2 kampe viste igen sin store betydning for holdet, da han både udlignede til 1-1 og senere bragte holdet foran 2-1 inden Frederik Lyst øgede til 3-1 kort efter.
Med sejren hænger Varde på i toppen med et enkelt point op til Kolding B på duksepladsen. Disse 2 hold har for alvor skilt sig ud i toppen, og den direkte oprykning ligner en kamp mellem disse 2 hold, hvor den indbyrdes kamp i Kolding næste lørdag kan vise sig at være særdeles afgørende.
Men først gælder det lokalopgøret mod EfB, som må betegnes som en ”must win battle”. Det omvendte opgør i Esbjerg endte 2-2, hvor Varde først fik udlignet i tillægstiden, men til den kamp mønstrede EfB dog også et markant stærkere hold end i holdets øvrige kampe. Esbjergenserne har generelt haft en svær sæson og hentede sæsonens første sejr tirsdag aften, hvor holdet besejrede bundproppen FC Kolding Nord med 2-1, og fik hermed en tiltrængt succesoplevelse.
Efter 1. halvdel af sæsonen havde Varde holdet en målscore på 23-5 for 7 kampe, hvilket vidner om en både stærk defensiv og stærk offensiv. I de første to 2 kampe i 2. halvdel af sæsonen har holdet imidlertid allerede indkasseret 5 mål, hvilket givet vis har affødt nogle panderynker hos trænerstaben. Det er svære odds hvis det er nødvendigt med 3-4 mål pr. kamp for at hente 3 points.
Det berømte fodboldordsprog: ”Offensiven vinder kampe, men defensiven sikrer oprykning”, er i den forbindelse en vigtig huskeseddel.
Til kampen er anfører Mads Falk tilbage efter en skadespause, ligesom der er come back til Gustav Houmøller og Jens Hermansen. Ud glider Malte Liestmann og William Østergaard, mens der er afbud fra Simon Riber.
Vardes trup har derfor følgende udseende: Oliver Bebensee, Jakob Nielsen, Nicolaj Andreasen,Kristian Kristoffersen, Lauritz Steen Jensen, Emil Kristensen, Mads Falk, Asger Berg, Jonas Meyer, Frederik Lyst, Gustav Houmøller, Simon Jelstrup, Jens Hermansen og Jonas Bertelsen.
Den 25 september 2026 af Ejgil Gammelgaard