Den 11. april 1791 kom et usædvanligt selskab til Ansager. Fra Kolding var en fuldmægtig draget af sted med to ryttere, to konsumtionsbetjente og to vidner. Med på turen var også den person, der havde angivet tre af byens mænd for ulovlig brændevinsbrænding.

Besøget endte med, at brændevinsredskaber blev slået i stykker hos gårdmand Knud Rasmussen, mølleren Jep Nielsen og gårdejer og handelsmand Hans Hansen.

På grunden på Søndergade 2, hvor Ansager Hotel ligger i dag, havde Hans Hansen sin købmandsgård. Her drev han både handel og smugkro. Den nuværende hotelbygning kom til langt senere, men allerede i Hans Hansens tid kunne rejsende få en dram på stedet – uden at værten havde papirerne i orden.

Ansager lå omgivet af magre hedejorder, men vejene forbandt byen med en større verden. Bønder, handelsfolk og andre rejsende færdedes gennem egnen. De skulle have forsyninger, hestene skulle hvile, og undertiden var der brug for et sted at overnatte. Der var kunder til en kro, også selv om den var ulovlig.

Hans Hansens handel rakte helt til England. Han opkøbte smør, som blev sendt videre over Hjerting. Købmandsgården i Ansager havde altså forbindelse til både vestkystens skippere og kunder på den anden side af Nordsøen.

Men denne aprildag var det myndighederne, der kom på besøg.

Bønskriftet fra Fuglsang

Knud Rasmussen boede på Fuglsang, som dengang lå i den nordvestlige del af byen. Med nutidens pejlemærker lå gården på højre side af vejen, når man fra Slagteriet går ned mod broen over Nørrebæk/Kærbæk.

Seks dage efter razziaen søgte de tre mænd om at slippe for straf. Alle tre kunne skrive, og det var efter alt at dømme Knud Rasmussen, der førte pennen i den fælles ansøgning. De indrømmede, at de havde overtrådt kongens forordning, men mente også, at der var gode grunde til det.

De boede langt fra købstaden. Ingen kom for at købe deres korn, forklarede de, og det var svært at sælge kreaturerne. Brændevinsbrændingen gav mulighed for at få mere ud af høsten. Restproduktet, som de kaldte »spøl«, kunne bruges til svinene og hjælpe køerne til at give mælk på den magre jord.

Sådan lød deres forklaring: Kornet skulle udnyttes, dyrene skulle fodres, og gården og husholdningen skulle hænge sammen. De mente ikke, at deres brænding gjorde nogen skade.

Hvis de ikke kunne slippe for straf, bad de om at måtte afsone på vand og brød.

Konsumtionsinspektør Peter Malling havde dog svært ved at genkende billedet af tre fattige mænd. Han beskrev dem alle som velhavende. Især Hans Hansen havde tjent godt på sin handel og sit ulovlige krohold. Set fra myndighedernes side var sagen enkel: Der blev brændt brændevin uden tilladelse, og staten gik glip af sine afgifter.

Ansøgningen blev afslået. Den 21. september 1791 blev sagen afgjort ved retten på Sækbæk i Torstrup sogn. Straffen blev en bøde på 30 rigsdaler.

Da var Hans Hansen allerede død.

Sommeren havde ramt familien hårdt. Hans hustru, Johanne Christensdatter, blev begravet den 19. juni. Den 12. juli fulgte Hans Hansen, blot 45 år gammel. I oktober blev også deres yngste datter, Ingeborg Margrethe, begravet. Hun var kun godt et år.

320 par træsko og en pæn formue

Da boet blev gjort op, viste det sig, hvor omfattende Hans Hansens forretning havde været. I pakhuset stod store mængder mjød og klipfisk – og ikke færre end 320 par træsko.

Der skulle mange fødder til at slide sig gennem sådan et lager.

Boet havde et overskud på 2.642 rigsdaler. Til sammenligning kunne en god hest dengang koste omkring 15 rigsdaler. Hans Hansen havde været en holden mand, selv om han i sin ansøgning havde kaldt sig fattig.

Da smugkroen blev en lovlig kro

Efter Hans Hansens død skiftede købmandsejendommen hænder flere gange. Jorden blev udstykket, og nye ejere kom til. Men de rejsende havde stadig brug for et sted at søge ind.

I 1830 tog Christian Frandsen fat på at få papirerne i orden. Den 27. oktober søgte han om bevilling til at drive kro i Ansager.

Han havde gode argumenter. Flere befærdede veje mødtes i byen, og der var langt til de nærmeste værtshuse. Til Varde, Tarm og Holsted regnede man med omkring tre mil – omtrent 23 kilometer. På en vinterdag med hest og vogn var det en afstand, der kunne mærkes.

Herredsfoged Andr. Wedell-Heinen støttede ansøgningen. Et par ulovlige kroer i Ansager var for nylig blevet forbudt, og nu stod de rejsende uden det opholdssted, de havde været vant til. Især om vinteren var det et problem.

Allerede den 25. november 1830 fik Frandsen sin tilladelse. På den gamle købmandsejendom kunne der nu drives kro med myndighedernes accept.

Næsten fyrre år efter razziaen hos Hans Hansen var kroholdet på stedet blevet lovligt. På grunden, hvor det nuværende hotel ligger, begyndte dermed et nyt kapitel i historien om Ansagers gæstgiveri.

Brændevin og hvedebrød på møllen

Nede ved Ansager Mølle fik brændevinen også senere en lovlig plads.

Mølleren Jep Nielsen havde været blandt de tre mænd, der fik deres brændevinsredskaber ødelagt i 1791. Men da der mange år senere blev indrettet et egentligt brænderi på møllen, var tilladelsen i orden.

Ved købet af møllen i 1846 blev der erhvervet brænderibevilling. Under Morten Hansens bestyrelse blev møllestuen omkring 1850 indrettet med en stor kedel og andet kobbertøj. Overstuen måtte så overtage rollen som møllestue og dagligstue.

Brænderiet blev en del af møllens travle hverdag. Der blev malet korn, fremstillet brændevin og fedet stude. Bærmen fra brænderiet indgik i fodringen af 20–30 stude hver vinter. Tanken om at udnytte kornet bedst muligt levede altså videre.

En af dem, der passede brænderiet, var Eskild Larsen. Arbejdet krævede omhu, og kontrollørerne holdt øje med, at alt gik rigtigt til.

Brænderiet arbejdede kun om vinteren. Om foråret kom major Castonier og satte segl på udstyret. Sommeren igennem lå brændingen stille, og først om efteråret blev seglene fjernet, så arbejdet kunne begynde igen.

For børnene var det tomme brænderi en herlig legeplads. Der var gode steder at gemme sig, men seglene skulle de passe på. Kom de til at beskadige et, måtte de gå den tunge gang til deres far, som derefter fik besvær med toldvæsenet.

Om vinteren havde brænderiet andre glæder at byde på. Efter dagens brænding kunne der bages hvedebrød under kedlen, så familien ofte havde frisk brød.

Når den ugentlige »klaring« stod på, var der varmt i brænderiet hele natten. Kom man hjem fra julegilde, kunne man søge ind til brænderikarlen og få varmen. Møllens drenge fandt også vej derind og kunne tage sig en lur ved den varme kedel.

Brændevinen gav indtægter, resterne gav foder, og kedlen gav både brød og varme. På møllen i Ansager forstod man at få meget ud af en tønde korn.

I dag samles folk stadig på Møllen. De restaurerede lokaler danner ramme om bryllupper, fødselsdage, konfirmationer og andre fester med mad fra Allan’s Dinér og udsigt til åen. Og skulle selskabet ønske en lille dram til maden, er der også plads til den. Man må gerne selv medbringe sine drikkevarer.

Så brændevinen kan stadig komme på bordet på Ansager Mølle. Nu kommer den bare på flaske, og gæsterne kan nøjes med at bekymre sig om, hvem der holder den næste tale.

Karsten Madsen