SØREN WERNER JENSEN TILTRÆDER SOM FØRSTEHOLDSTRÆNER I 2027 

Boldklubben Vestkysten kan med stor glæde offentliggøre, at Søren Werner Jensen bliver klubbens nye førsteholdstræner med tiltrædelse den 1. januar 2027.

Tidligere på året meddelte Jan Bloch, at han ønskede at stoppe som førsteholdstræner ved udgangen af 2026. Klubben har siden arbejdet på at finde den rette afløser, og valget er faldet på Søren Werner Jensen.

Søren er et velkendt ansigt i BV, hvor han tidligere stod i spidsen for førsteholdet. Siden har han været træner i Varde IF og senest førsteholdstræner for Varde IF og Esbjerg fB’s divisionskvindehold. Nu vender han tilbage til klubben, hvor det hele begyndte.

– BV er min klub og klubben, hvor det hele startede. Om det også er her, det ender, ved jeg ikke, men jeg har sagt ja, fordi jeg gerne vil kickstarte fodboldglæden – og hvor ellers end i BV. Jeg glæder mig helt sindssygt til at komme i gang. Jeg har fulgt klubben siden sidst og har set alle hold levere flotte resultater. En klub fuld af dygtige og passionerede frivillige. Det glæder jeg mig til at blive en del af igen.

– Da jeg fik debut som førsteholdstræner i klubben, overtog jeg efter Jan, som havde gjort et kæmpe stykke arbejde. Nu har Jan, med flere, igen udført et stort stykke arbejde med flere oprykninger og en flot pokalrejse. Jeg håber, vi igen kan følge det op med masser af succes. En gang BV’er – altid BV’er.

Inden Søren overtager ved årsskiftet, ser klubben frem til at give Jan Bloch den afslutning, han fortjener, og ønsker begge held og lykke i det kommende kapitel.