På Varde Gymnasium og HF oplever eleverne på Forsvarslinjen, hvordan almindelige fag bruges i virkeligheden gennem et tæt samarbejde med Forsvaret. Efter det første år hvor 45 elever har gået på linjen, er erfaringerne positive.
FORSVAR OG UDDANNELSE
Da Varde Gymnasium og HF sidste år lancerede Forsvarslinjen sammen med garnisonerne i Varde Kommune, var ambitionen at skabe et uddannelsesspor, hvor teori og praksis går hånd i hånd.
Forsvarslinjen kombinerer den almindelige gymnasiale undervisning med aktiviteter og forløb, der er udviklet i samarbejde med Forsvaret. Eleverne møder blandt andet emner som førstehjælp, militær fysisk træning, ledelse, samarbejde og internationale forhold, mens fag som matematik, engelsk, naturgeografi, psykologi og historie perspektiveres gennem konkrete eksempler fra Forsvarets verden.
For hvert år bygges der yderligere på. Det betyder, at eleverne får mulighed for at arbejde med nye faglige koblinger og opleve endnu flere aktiviteter på tværs af de deltagende militære myndigheder jo længere de kommer i deres uddannelse.
Stærkt samarbejde giver værdi for alle parter
En central årsag til linjens succes er det tætte samarbejde mellem Varde Gymnasium og HF og garnisonerne i Varde Kommune.
Sammen bidrager Efterretningsregimentet, Hærens Sergentskole, Danske Artilleriregiment og Hjemmeværnsskolen til undervisningen gennem aktiviteter, foredrag, faglige forløb og besøg på kasernerne, hvor eleverne får et virkelighedsnært indblik i Forsvarets mange opgaver.
Samarbejdet har samtidig styrket relationerne mellem de forskellige myndigheder, der sammen arbejder for at give de unge et bredere kendskab til både militære og civile karrieremuligheder i Forsvaret.
Fakultetsdag giver smagsprøve på Forsvarslinjen
Den 16. september får omkring 100 nye førsteårs elever mulighed for at opleve, hvad Forsvarslinjen har at byde på, når de deltager i årets fakultetsdag på Varde Kaserne.
Her skal de møde, mærke og opleve Forsvaret på tæt hold gennem samtaler med soldater, simulationsøvelser, fremvisning af materiel og aktiviteter på kasernen. Der venter også en mere autentisk frokostoplevelse med feltrationer.
Sidste år valgte 45 elever Forsvarslinjen til på bagkant af fakultetsdagen, og erfaringerne viser, at de trives. Alle elever er blevet på uddannelsen, og tilbagemeldingerne peger på, at kombinationen af gymnasiale fag og virkelighedsnære aktiviteter og scenarier skaber motivation og engagement.
Citater
Nikolaj Clausen, uddannelsesleder på Varde Gymnasium og HF:
”Det tætte samarbejde med Forsvaret giver os mulighed for at tilbyde noget unikt, og vi har oplevet stor interesse for Forsvarslinjen fra første dag fra både kommende elever og andre uddannelsesinstitutioner. Det særlige er, at eleverne ikke kun får stærke faglige kompetencer, men også oplever, hvordan undervisningen kan omsættes til virkelige problemstillinger.”
Mathias og Arda, 2.g-elever på Forsvarslinjen på Varde Gymnasium og HF:
”Det fede ved Forsvarslinjen er, at vi kan se, hvordan det, vi lærer i gymnasiet, kan bruges i virkeligheden. Det gør undervisningen mere spændende, og vi får mulighed for at finde ud af, om Forsvaret er en vej, vi har lyst til at gå.”
På vegne af de fire militære myndigheder Efterretningsregimentet, Hærens Sergentskole, Danske Artilleriregiment og Hjemmeværnsskolen, Pia Goul, specialkonsulent ved Hjemmeværnsskolen:
”Forsvarslinjen giver eleverne et realistisk indblik i Forsvaret og de mange muligheder, der findes. Når de møder vores soldater i øjenhøjde, får de et nuanceret billede af livet bag uniformen. Samtidig er samarbejdet med gymnasiet med til at skabe nye og relevante læringsoplevelser for eleverne, som kan styrke deres afklaring om fremtiden.”
Fakta
Forsvarslinjen blev oprettet i 2025 som et samarbejde mellem Varde Gymnasium og HF, garnisonerne i Varde, Oksbøl og Nymindegab samt Varde Kommune.
Eleverne følger den almindelige gymnasiale undervisning på linjerne samfundsfag/engelsk og samfundsfag/matematik, der kombineres med særlige forløb og aktiviteter med relation til Forsvaret.
Samarbejdet udvikles løbende med nye faglige koblinger og undervisningsforløb.
Succesfuld forsvarslinje giver undervisningen et ekstra perspektiv
Artiklen bygger på oplysninger fraVarde Kommune
Se oplysningerne hos Varde Kommune