Omkring 119 mennesker kom forbi Kirkens Korshærs varmestue i Esbjerg i løbet af en dag med sundhedstilbud, fælles måltider og aftenaktiviteter.
På sundhedsdagen tog Lars fra FysioDanmark, Cecilie, selvstændig fodterapeut, og Dorthe fra Salon Madonna imod varmestuens brugere. Med støtte fra Johan Hoffmann Fonden kunne sundhedsfaglig hjælp komme tæt på brugerne, og alle tre var fuldt bookede fra start til slut. Varmestuens frivillige sørgede samtidig for morgenmad og en sund frokost.
For nogle kan økonomi, livsomstændigheder og andre barrierer gøre det svært at få adgang til sundhedstilbud. Derfor handler dagen også om at skabe adgang og møde mennesker med værdighed. En særlig tak til jer tre fagpersoner for jeres faglighed og respektfulde tilgang til hvert enkelt menneske.
Om aftenen inviterede Hanne Høj Lodberg, Kræn Christensen og deres hold af frivillige igen til et arrangement. Menuen bød på frikadeller, stuvet spidskål og hjemmelavet æblekage samt sodavand og snacks. Der blev også spillet bordtennis og bordfodbold.
En af varmestuens brugere satte efterfølgende ord på aftenen: ”I går var sgu lidt en uforglemmelig aften for mig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hygget mig sådan.”
Vi er taknemmelige for den tillid, vores brugere viser os, og for alt det, de selv bidrager med til fællesskabet. Tak til Hanne, Kræn og de frivillige for at bruge tid og kræfter på at skabe gode oplevelser – og tak til alle brugere, frivillige og samarbejdspartnere, der var med.