Når skoven bliver til et spisekammer

I går gik turen ud i skoven som en del af vores 4H-tema »Vildt Spiseligt« – og sikke en tur!

Både børn og voksne gik på svampejagt sammen med NaturNørd Jonas fra KulturNaturVarde. Vi lærte at kigge godt efter, bruge sanserne og ikke mindst kende forskel på de svampe, man kan spise, og dem, man skal lade stå.

Kurvene blev fyldt med blandt andet kantareller og forskellige rørhatte. Bagefter blev svampene stegt på panden og spist lige dér i skoven. Det bliver næsten ikke mere »Vildt Spiseligt«!

Det var en fantastisk måde at lære naturen at kende på – med jord under neglene, nysgerrighed i blikket og smag på oplevelsen.

4H – hoved, hånd, hjerte og helbred.

Outrup-Lunde-Henne 4H