I Vrøgum kan du kombinere en gåtur i plantagen med leg på legepladsen og en madpakke undervejs. Måske frister også en kop varm kakao.

Udgangspunktet er Ballonparken, hvor der er en stor legeplads. Herfra begynder to afmærkede ruter gennem Vrøgum Plantage.

Den røde rute er godt tre kilometer lang og går gennem den østlige del af plantagen. Den gule rute er 9,5 kilometer og lettere kuperet. På den lange tur kommer du blandt andet forbi en dyb pansergrav, et levn fra Anden Verdenskrig. Der er også flere bunkere rundt omkring i plantagen.

Kør efter Baunhøjvej 22, 6840 Oksbøl, og fortsæt lidt længere ad grusvejen til parkeringspladsen.