I går aftes var der en meget ophedet debat i byrådssalen.

Det var egentlig ikke overraskende. Vi havde flere store og vigtige sager på dagsordenen. Vi skulle blandt andet debattere datacenteret og sektorkoblingen ved Krageris og andenbehandle budgettet. Det gav naturligt nok anledning til en livlig og til tider meget skarp debat.

Og det er faktisk godt.

Vi skal være uenige. Vi skal udfordre hinanden. Vi skal kunne diskutere både politik og de store beslutninger for vores kommune.

Men på et tidspunkt i går udviklede debatten sig i en retning, som gav mig rigtig ondt i maven.

Jeg oplevede, at flere byrådsmedlemmer på tværs af partierne talte til hinanden på en måde, der efter min mening var grænseoverskridende og uværdig. Det blev for personligt. Det handlede nogle gange mere om personen end om holdningen.

Derfor rejste jeg mig og sagde fra.

Jeg gjorde det ikke for at ramme eller forsvare én bestemt person. Heller ikke for at kritisere eller forsvare ét bestemt parti.

Jeg gjorde det, fordi jeg mener, at vi skal kunne være uenige uden at blive ubehagelige over for hinanden. Det handler om måden, vi gør det på.

Man må gerne være skarp. Man må gerne være kritisk. Man må gerne være passioneret og sige sin mening meget tydeligt.

Vi skal bare huske at angribe holdningerne og argumenterne – ikke hinanden som mennesker.

Efter mødet har jeg fået rigtig mange henvendelser fra borgere, som har sagt, at de var glade for, at jeg sagde fra.

Det er også derfor, jeg gerne vil præcisere noget:

Min kritik var ikke rettet mod bestemte personer eller bestemte partier.

I går oplevede jeg, at den hårde tone gik på kryds og tværs. Flere partier og byrådsmedlemmer bidrog til en debat, som efter min mening ikke var særlig rar at være vidne til.

Jeg vil også gerne understrege, at jeg langtfra selv er fejlfri. Og i guder, hvor ville det også være kedeligt.

Jeg kan også blive revet med. Jeg kan også komme med en skarp bemærkning eller bruge en hårdere tone, end jeg egentlig ønsker. Det har jeg ingen problemer med at erkende.

Netop derfor mener jeg, at vi alle sammen har et ansvar for at se os selv i spejlet bagefter.

En fejl begået én gang er en fejl. En fejl, der gentages igen og igen, er et valg.

Jeg håber derfor også, at en af mine byrådskolleger vil rejse sig og sige fra, hvis jeg selv en dag går over stregen. For det er sådan, jeg mener, vi passer på den demokratiske samtale.

Vi skal ikke være enige. Langtfra!

Vi skal faktisk være meget uenige. Det er i uenigheden, at løsningen ofte findes. Men vi skal kunne være uenige på en ordentlig måde.

For hvis vi som repræsentanter for vores demokrati ikke engang kan gøre det i byrådssalen, har vi et problem, der rækker langt ud over den enkelte sag.

Det var dét, jeg havde behov for at sige i går. Det er dét, jeg gerne vil præcisere i dag.

Nu venter en stille efterårsaften, og jeg vil gå ud og fodre dyrene og tænke på alt andet end politik.

Mikkel Berggreen Schmidt