Efterårssæsonen blev lige så vanskelig for Varde IF's herrer i Danmarksserien, som man kunne frygte. Med afgang af hele 15 mænd fra førsteholdstruppen efter sommerpausen, stod træner Casper Lauridsen og hans team over for en meget stor opgave med at få nye spillere spillet ind på holdet. Varde slutter første halvdel af turneringen på sidste pladsen, med kun 2 point, hele 9 point efter AaB på anden sidstepladsen.

Fight og kampgejst er dog stadig til stede, hvilket holdet også viste i gårsdagens kamp på hjemmebane mod lokalrivalerne fra Ringkøbing. Varde kom tilbage i kampen med en scoring i det 29. minut ved Kenni Pedersen, efter at Ringkøbing havde bragt sig foran i det 18. minut. Desværre fik udeholdet scoret i halvlegens sidste minut ved den tidligere Varde-spiller, Oliver Gadegaard, hvilket resulterede i en pauseføring på 1-2.

Denne stilling holdt kampen ud, selvom Vardes Rasmus Plauborg dybt inde i overtiden havde en god afslutning fra feltet, der strøg lige forbi den ene opstander.