Vi kan ikke spare os til Varde Kommunes fremtid – vi skal skabe vækst!

Efter byrådets godkendelse i oktober er udkastet til Vækststrategi 2035 nu sendt i offentlig høring. Som formand for Varde Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg glæder det mig, at arbejdet er nået hertil.

Vi begyndte med en analyse af erhvervsområdet i kommunen. På virksomhedsbesøg har jeg sammen med kommunens direktører og ofte borgmesteren haft dialoger med lokale virksomheder. I foråret samlede vi omkring 50 lokale erhvervskræfter til et roundtable med oplæg udefra og input om kommunens fremtidige vækstmuligheder.

Nu vil vi gerne høre jeres bud på, hvad der skal til for at skabe mere vækst, flere arbejdspladser og en attraktiv kommune at bo, arbejde og drive virksomhed i. Læs udkastet til Vækststrategi 2035, og send et høringssvar via [Varde Kommunes høringsside](https://vardekommune.dk/høringer/udkast-til-vaekststrategi-2035/). Vær med til at sætte retningen for kommunens fremtid.

Jeg glæder mig til at læse jeres input. På forhånd tak for jeres engagement – sammen skaber vi fremtidens Varde Kommune!

Peter Nielsen