En ny løsning på det specialiserede voksenområde gør det muligt at udlevere medicin ved behov via videokonsultation. Det giver borgerne hurtigere behandling, reducerer medicinspild og frigiver tid til pleje og behandling.
VELFÆRDSTEKNOLOGI
Den 17. september er international patientsikkerhedsdag, hvor der i år er fokus på patientsikkerhed i forbindelse med behandling af ikke-smitsomme sygdomme. Et tema som Varde Kommune rammer ind i med en særlig videoløsning på det specialiserede voksenområde.
Siden 2025 har bostederne under Samstyrken stået i spidsen for et pilotprojekt, hvor videokonsultationer giver borgerne hurtigere hjælp til at få udleveret behovsmedicin, øger patientsikkerheden og frigiver ressourcer i sygeplejen. En løsning, der er udviklet i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Efter et succesfuldt pilotprojekt på Samstyrken er Varde Kommune ved at udbrede løsningen til dele af ældreområdet, og videndeler samtidig med andre af landets kommuner om modellen.
Fra udfordring til løsning
Baggrunden for at indføre videokonsultationerne var en udfordring med at udlevere medicin ved behov. Tidligere måtte borgere ofte vente på, at en sundhedsfaglig medarbejder kunne komme på bostedet for at vurdere og udlevere medicinen. Samtidig medførte reglerne, at medicin doseret på forhånd skulle kasseres efter fire uger, hvis den ikke blev brugt.
Det skabte både ventetid for borgerne, medicinspild og et stort ressourceforbrug ved Samstyrkens Sundhedsteam.
På opfordring fra og i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed udviklede Samstyrken derfor den nye arbejdsgang baseret på videokonsultationer.
Hurtigere hjælp og stor tryghed
Med den nye løsning kan bostedets personale udlevere medicin til en borger over en videokonsultation med en sundhedsfaglig medarbejder, hvor præparatet gennemgås, borgerens identitet bekræftes, og medicinen godkendes til udlevering.
Det betyder, at borgeren kan få hjælp langt hurtigere uden at gå på kompromis med patientsikkerheden. Samtidig er det ofte en medarbejder, som borgeren allerede kender og er tryg ved, der står for udleveringen.
Citat
Lilian Lyngholm Bertelsen, socialchef i Varde Kommune:
”For borgerne handler det om at få hjælp, når behovet opstår. Med videokonsultationerne kan vi reducere ventetiden, mindske medicinspild, bruge vores ressource bedre og samtidig fastholde en høj grad af kvalitet og patientsikkerhed. Samtidig viser løsningen helt konkret, hvordan teknologi kan understøtte den faglige indsats og skabe mere nærvær og tryghed i hverdagen for vores borgere.”
Videokald giver hurtigere hjælp og mindre medicinspild
Artiklen bygger på oplysninger fraVarde Kommune
Se oplysningerne hos Varde Kommune