Blot én person vadede gennem det lave vand. Bagefter kunne man se løse blade fra vandplanten brasenføde.

Den observation fra en besigtigelse ved Kvie Sø indgår i forvaltningens forklaring på, hvorfor en udvidelse af badeområdet ikke er med i det ordensreglement, som Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 21. oktober.

Øst for den eksisterende badezone vokser blandt andet tvepibet lobelie, gulgrøn brasenføde, strandbo og den meget sjældne vandpeber-bækarve. For badegæster kan området ligne en oplagt forlængelse af badestranden, men søbunden rummer sårbar natur.

Derfor fastholder det foreslåede reglement den nuværende afgrænsning af badeområdet.

Seks stemmer for at sende reglementet videre

Teknik- og Miljøudvalget besluttede med seks stemmer mod én at sende ordensreglementet videre til Fredningsnævnet.

Kitty Gamkinn fremsatte et ændringsforslag, som blev forkastet med én stemme for og seks imod.

Det forslag, flertallet godkendte, indeholder blandt andet forbud mod SUP, windsurfing og flydering samt regler om høj musik og brug af højttalere. Fredningsnævnet skal nu tage stilling til reglementet, før det kan få sin endelige godkendelse.

Lokalt ønske om bedre faciliteter

Et større badeområde er heller ikke målet for Skovlund-Ansager Udviklingsråd. Udviklingsrådets nuværende ønske er, at det ønsker forbedringer af de eksisterende faciliteter og adgangsforhold frem for en udvidelse af badezonen.

Sideløbende arbejder kommunen med plejeplanen for området omkring søen. Her indgår både naturpleje og overvejelser om bedre muligheder for at færdes og opholde sig ved Kvie Sø. En mulig promenade ved badeområdet kræver dog yderligere undersøgelser og en dispensation, før den kan blive til virkelighed.

Karsten Madsen

Tilføjelse 22. oktober 2026: Kitty Gamkinn præciserer sit forslag

Efter artiklens offentliggørelse har Kitty Smedsgaard Gamkinn ønsket at præcisere sit ændringsforslag. Hun understreger, at hendes forslag også indeholdt et forbud mod høj musik. Det var altså ikke hendes ønske at tillade høj musik ved Kvie Sø.

Hun ønskede derimod, at Fredningsnævnet skulle forholde sig til at tillade SUP og flydering. Hun fremhæver, at der er enighed om, hvor der må sejles med kajak, robåd og kano, og mener ikke, at politiet skal rykke ud for at håndhæve et forbud mod en badering.

Kitty Gamkinn henviser samtidig til Skovlund-Ansager Udviklingsråds høringssvar fra 24. marts 2024. Her foreslog rådet blandt andet at tillade SUP på linje med kajak og kano samt badning på søens østlige side, eventuelt fra badebroer. Det nuancerer artiklens omtale af udviklingsrådets ønsker.

Ifølge Kitty Gamkinn har udviklingsrådet siden ændret holdning, hvilket hun respekterer. Hun understreger, at hun har arbejdet for at få rådets tidligere ønsker vurderet af Fredningsnævnet.

»Og jeg drømmer om at Kvie Sø bliver så velbesøgt som den var tidligere – ikke mindst af ungdommen,« skriver hun.