I går aften var vi 36 tilmeldte til endnu en historisk aften på Restaurant Stausø og hvilken aften 

John fra Vardemuseerne tog os igennem 2. verdenskrigs udvikling og betydning for Danmark og vores område.

Der blev delt gode og farlige barndomsminder fra salen om, hvordan man legede og eksperimenterede med tyskernes efterladenskaber.

Og som John sagde, dengang så man ikke med de historiske briller på netop de efterladte effekter. De var mere til gene og skulle afskaffes, hvor man en årrække efter krigen og til idag har brugt og bruger meget tid på at forstå og indsamle viden om, hvad der skete, hvad der kunne være sket, og hvilken enorm historisk betydning krigen og dens aftryk har haft for Danmark.

De mange emner kunne der tales meget mere om, men på de timer vi var samlet, fik vi et overordnet indblik, spændende fortællinger og så sjældne billeder.

Nogle af tidsnedslagene var blandt andet, at det for alvor var i foråret 1943 og frem, at man begynder at mærke tyskerne ude i vores område. Da påbegyndes etableringen af Atlantervolden for alvor med de mange bunkers og millioner af miner langs bl.a. Danmarks vestkyst af frygt for invasion fra de allierede.
Og hvor adgangen til strandene herunder Henne Strand blev spærret i de næste to år.

Fordi tyskerne særligt frygtede en invasion via Esbjerg Havn blev der alene på strækningen mellem Skallingen og Nymindegab lagt 40% af de 1,5 millioner miner, der blev lagt langs Danmarks vestkyst. Der blev lagt 3-3.500 miner om dagen.

Hvad tyskerne dengang ikke forudså var, at invasionen kom primært via Normandiet, og som John fortalte, når man ser på kortet, giver det også mere mening afstandsmæssig og adgang til resten af Europa end en invasion via Danmark.

Stor tak til John for de spændende fortællinger og tak til de fremmødte med de gode historier.

Vi sluttede aftenen af med de resterende billeder af ejendomme i Houstrup området fra sidste års historiske aften.
Stor tak endnu engang til Knud for at finde dem frem til os.