Varde vandt i Bramming og rykker op i JS2

Den direkte oprykning til JS2 krævede en Varde-sejr i Bramming, samtidig med at Haderslev HK skulle vinde på udebane over Kolding B. Begge krav blev opfyldt. Varde vandt en alt for lille sejr på 2-1 i Bramming, mens Haderslev HK vandt med de samme cifre over Kolding B. Mindre end et halvt minut efter slutfløjtet i Bramming tikkede resultatet fra Kolding ind, og den vilde jubel bredte sig blandt spillere, stab og medrejsende tilskuere.

Startelleveren i 3-4-1-2-formationen var ændret på enkelte pladser i forhold til sidste weekends kamp mod HTS. Simon Jelstrup erstattede Lauritz Steen Jensen på den centrale midtbane, og Jonas Meyer startede som højre wingback i stedet for Jonas Bertelsen, mens Frederik Lyst var rykket helt frem i angrebet.

Varde satte sig på kampen fra første fløjt og dominerede stort hele vejen. Føringsmålet til 1-0 faldt allerede i det fjerde minut, da et hjørnesparksindlæg efter et par afretninger endte hos Mads Falk, der sendte bolden i nettet ved bageste stolpe.

Hjemmeholdet fik to advarsler i første halvleg, men Varde formåede ikke at udnytte det spillemæssige overtal trods adskillige store muligheder. Det skyldtes ikke mindst, at Brammings keeper diskede op med flere store redninger. Tættest på var Simon Jelstrup fem minutter før pausen, men hans langskud ramte stolpen.

I tillægstiden lykkedes det endelig at udbygge føringen til 2-0 efter et flot gennemspillet angreb. På en aflevering fra Simon Jelstrup trak Jonas Meyer sig fri på højre kant og sendte bolden ind til en umarkeret Kristian Kristoffersen. Keeperen reddede i første omgang, men Kristoffersen sendte riposten op i nettaget.

Varde leverede en flot første halvleg i medvinden. Holdet dominerede stort både spille- og chancemæssigt og gav intet væk i den anden ende.

Varde fortsatte dominansen efter sidebyttet. I en ny overtalsperiode havde holdet flere store muligheder for definitivt at lukke kampen, men anstrengelserne bar ikke frugt.

Midt i halvlegen fik Vardes Simon Riber et gult kort. Kort efter kom hjemmeholdet frem til sin første reelle scoringsmulighed efter et hjørnespark, men afslutningen endte i sidenettet.

Minuttet efter var Mads Falk tæt på at lukke kampen med en scoring til 3-0, men hans afslutning ramte undersiden af overliggeren uden at passere målstregen.

Hjemmeholdet fik reduceret til 2-1 på et flot langskud med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid, men Varde-spillerne bevarede roen og kørte sikkert sejren hjem.

Alt i alt leverede Varde en stærk præstation både defensivt og offensivt. En sejr på fire-fem mål havde ikke været for meget set i lyset af den spille- og chancemæssige dominans. Hele holdet spillede flot kampen igennem, men især Nicolaj Andreasen skilte sig ud som en dominerende feltherre på den centrale midtbane, både verbalt og spillemæssigt.

Efter fire nedrykninger inden for de seneste 11 år lykkedes det endelig at vende den negative udvikling. Den seneste oprykning lå 12 år tilbage.

Missionen var dermed fuldført for cheftræner Mogens Nielsen, staben og spillerne.

Kampfakta: Bramming B – Varde IF

Resultat: 1-2 (0-2)

  • 0-1: Mads Falk (4.)
  • 0-2: Kristian Kristoffersen (45.+1)
  • 1-2: Andreas Astor (87.)

Dommer: Sayed Hashemi

Varde: Oliver Bebensee – Emil Kristensen, Simon Riber, Jakob Nielsen – Jonas Meyer (77. Christoffer Stryhn), Nicolaj Andreasen, Simon Jelstrup, Kristian Kristoffersen (58. Lasse Klemensen) – Jens Hermansen (63. Gustav Houmøller) – Mads Falk (85. Kristian Kristoffersen) og Frederik Lyst.

Advarsel til Varde IF: Simon Riber (67.).

Advarsler til Bramming: Anders Lønne Kristensen (17.), Nikolaj Beyer Hermansen (30.) og Alex Gabriel Dabija (49.).

Den 26. oktober 2026 af Ejgil Gammelgaard