Jes Kristensen, tovholder for mårhundegruppen Varde Vest, har søgt Miljøstyrelsen om dispensation til at bruge natsigte på jagtvåben i kampen mod mårhund. En ny dispensationsordning giver jægere mulighed for at søge om at bruge natsigte mod mårhund og vaskebjørn, indtil nye regler træder i kraft.
Kristensen har allerede politiets tilladelse til at have et natsigte, som han har fået til jagt i udlandet. Han siger, at mange danske jægere allerede har natsigte, selv om det normalt ikke må bruges herhjemme.
– De skal bare se at komme i gang. Det er meget vigtigt, at vi får bekæmpet mårhunden, siger Jes Kristensen.
Han mener ikke, at jægere vil misbruge sigtet til eksempelvis at skyde råvildt i mørke. – Hvis folk ville misbruge det, så gjorde de det nok i forvejen. Men det håber jeg ikke, at der er nogen der vil gøre – det vil være utilgiveligt, siger han.
Jægere har hidtil blandt andet måttet bruge håndholdte natkikkerter og lommelygter til at lokalisere de nataktive mårhunde. Metoden beskrives som besværlig og ineffektiv. Miljøministeren begrunder den nye ordning med, at invasive rovdyr presser sårbare og truede arter som strandtudse og agerhøne.
En ny forvaltningsplan for mink, mårhund og vaskebjørn er på vej. Den skal omfatte lysforstærkende natsigte som et redskab mod mårhund og vaskebjørn. Dispensationsordningen gælder, indtil de nye regler bliver indført.