»Frivillige har ikke nødvendigvis tid – de har bare hjertet.«

Onsdag blev Birgit Bolwig Jepsen hyldet ved Foreningernes Aften i Sportium i Varde. Hun kan fejre 25 år som frivillig svømmeinstruktør i Team Blaabjerg Svømning.

Aftenen bød på velfortjente skulderklap og anerkendende ord om den uvurderlige betydning, frivillige som Birgit har for foreningslivet.

Gennem 25 år har Birgit trofast stået for foreningens vandgymnastikhold. For deltagerne er holdet meget mere end motion. Det er også et vigtigt socialt samlingspunkt, som de glæder sig til uge efter uge.

I Team Blaabjerg Svømning er der stor taknemmelighed for Birgits engagement og trofasthed. Foreningen ønsker hende tillykke med jubilæet og takker for de første 25 år.