Af Peder Foldager
Som 16-årig tog Jack Renner en beslutning, der skulle forme det næste kapitel af hans liv. Han forlod hjemmet og flyttede til Canberra for at blive en del af Australian Institute of Sport (AIS). Her tog den unge australier det første store skridt ind i elitesportens verden med ét klart mål: at udvikle sig til den bedste volleyballspiller, han kunne blive.

Nu, få år senere, venter endnu et stort skridt. Den 19-årige australier rejser mere end 18.000 kilometer fra hjemlandet for at begynde sit europæiske volleyballeventyr i Danmark hos Nordenskov UIF.

Jack glæder sig meget til flytningen, men han indrømmer også, at der følger lidt nervøsitet med.

– Selvom jeg er nervøs for at flytte om på den anden side af jorden, glæder jeg mig virkelig meget til at komme til Danmark og tage hul på min volleyballkarriere.

For Jack har vejen hertil krævet både mod og vilje til at udfordre sig selv. Tiden på AIS i Canberra gav ham de perfekte rammer til at udvikle sig – både som spiller og menneske.

– Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig for at komme ind på det nationale træningscenter. Det var en fantastisk måde at vænne sig til et elitemiljø på. Cheftræner Brendan Garlick blev en vigtig mentor for mig, og sammen med resten af staben skabte han et sted, hvor jeg virkelig kunne udvikle mig både som spiller og person.

Netop forbindelsen til Brendan Garlick er også en af årsagerne til, at Nordenskov føles som det naturlige næste skridt. Den australske træner har tidligere været cheftræner i klubben, og flere australske spillere har allerede udviklet sig i Nordenskov.

– Nordenskov var et nemt valg som første skridt. Klubben er professionelt drevet, og det er et miljø, jeg gerne vil være en del af, fordi jeg tror, at jeg kan lære rigtig meget her. Nordenskov har også en stærk forbindelse til australsk volleyball gennem Brendan og de mange australske spillere, der tidligere har været i klubben.

Vejen til elitevolleyball ser anderledes ud i Australien end i mange europæiske lande. Uden en professionel liga, hvor klubber udvikler spillere fra en ung alder, skal australske talenter ofte finde deres egen vej gennem systemet.

Jack fortæller, at de fleste spillere starter i lokale klubber og skoleprogrammer, før de bevæger sig videre til de nationale udviklingsmiljøer.

– Det australske system er meget anderledes end det danske, fordi vi ikke har en professionel liga, hvor klubber udvikler spillere fra en ung alder. I stedet kommer de fleste talenter fra lokale amatørklubber og skoleprogrammer.

Herefter bliver de bedste unge spillere udtaget til delstatshold, som konkurrerer ved de australske ungdomsmesterskaber. Det er her, de nationale trænere får mulighed for at spotte de største talenter.

– Det er her, mange spillere bliver opdaget af landstrænerne og inviteret til udviklings- og præstationslejre i løbet af året. Herfra kan spillerne blive udtaget til ungdomslandshold eller følge andre udviklingsveje som eksempelvis AIS.

På det nationale træningscenter i Canberra tog Jack det næste store skridt. Her boede og trænede han sammen med andre elitesportsudøvere i et miljø, der var skabt til at forberede unge talenter på en professionel karriere.

– Atleterne bor og træner sammen på fuld tid i et til tre år i et højtydende miljø med adgang til faciliteter i verdensklasse inden for blandt andet styrketræning, restitution og fysioterapi. Det er også her, det australske seniorlandshold holder sine samlinger, så man får mulighed for at møde og lære af Volleyroos-spillerne.

I Nordenskov får Jack en særlig mulighed. Han skal til daglig træne med ligaholdet, mens han primært får sin kampoplevelse på klubbens andethold.

For den unge australier er det præcis den type udfordring, han har søgt.

– Jeg ser rollen som en rigtig god test af mine evner. At kunne lære af ligaholdet og derefter med det samme bruge det på banen med masser af spilletid på andetholdet er en mulighed, jeg ikke kunne få andre steder.

Den kommende sæson handler dog ikke kun om volleyball. Jack vil også gerne være en del af lokalsamfundet og opleve livet uden for banen.

– Jeg vil gerne være en del af fællesskabet i Nordenskov, lære nogle lokale at kende og hjælpe til på kampdage og med andre ting omkring klubben og byen.

På banen har han også et klart fokusområde, som han gerne vil udvikle.

– Det vigtigste område, jeg gerne vil forbedre lige nu, er min styrke og fysik. Jeg tror, at det bliver vigtigt for at kunne klare mig i et professionelt miljø.

Jacks ambitioner stopper ikke i Danmark. Et af hans største mål er at blive en del af Australiens seniorlandshold, Volleyroos.

– At blive en del af Volleyroos-programmet er et stort mål for mig. Det ville være fantastisk at være med til at få Australien tilbage til VNL og VM.

Men for Jack handler succes ikke kun om internationale kampe. Det handler også om at skabe en karriere inden for den sport, han elsker.

– Overordnet set vil jeg bare gerne leve af den sport, jeg elsker, og samtidig få mulighed for at opleve verden gennem volleyball.

Ét særligt mål skiller sig naturligt ud: de olympiske lege i Brisbane i 2032. For en australsk atlet er muligheden for at repræsentere sit land på hjemmebane noget helt særligt.

– At repræsentere Australien ved et OL på hjemmebane er helt sikkert en drøm, men det er ikke det eneste, jeg arbejder hen imod. Jeg håber også på at få en lang volleyballkarriere efter 2032, så opbygningen frem mod det er noget af det vigtigste for mig.

Inden ankomsten til Danmark har Jack allerede talt med flere australske spillere, der kender klubben. Budskabet har været tydeligt: Nordenskov er mere end bare en volleyballklub.

– Jeg har talt med nogle af de australske spillere om Nordenskov, og det, der oftest bliver nævnt, er de oplevelser, de havde sammen med holdet. Da jeg besøgte klubben i april, fik jeg også en rigtig god fornemmelse af, hvor fantastiske både klubben og lokalsamfundet er.

Selvom tilskuerne snart vil lære Jack at kende som volleyballspiller, vil han også gerne fortælle lidt om personen bag spilleren.

– Jeg kan nogle gange godt virke lidt uhøflig eller umoden, men jeg mener ikke halvdelen af det, jeg siger. Det er bare den australske humor, der kommer frem.

Med et smil, store ambitioner og lyst til at lære tager Jack Renner hul på næste kapitel i sin karriere. Et nyt land, en ny klub og begyndelsen på en rejse, som han håber vil føre ham hele vejen til toppen af international volleyball.